BIRGITTE GRUE


Teater: »Betty Love« Af Dorte Madsen. Iscenesættesle: Mikkel Harder Munck-Hansen. Scenografi: Martin Tulinius. Kaleidskop, København.
Der masser af liv i Bodil Udsen og Anne Marie Helger i hovedrollerne. Og heldigvis har de fået Elith »Nulle« Nykjær med på scenen

Så længe der er liv, er der håb! Et ikke specielt originalt budskab, men det, der forekommer at være moralen i det nye danske stykke, »Betty Love«. Heldigvis er der masser af liv i Bodil Udsen og Anne Marie Helger i hovedrollerne. Og heldigvis har de fået Elith »Nulle« Nykjær med på scenen - han bibringer forestillingen et helt verdensorkester af sødt raseri og har en vigtig mission som mandligt hormontilskud for de to gakkede galninge: Fru Magister Love og Lille Helen.

»Betty Love« er 45-årige Dorte Madsens debut som dramatiker. Med dette stykke vandt hun i 1999 en koncurrence om et nyt skuespil, der skulle handle om ældre og spilles af ældre - og opføres på en ung scene. Det bli'r det nu - på Kaleidoskop, teatret som udskrev koncurrencen og har opfyldt vinderens drøm: Bodil Udsen i hovedrollen!

Som Betty Love er Bodil Udsen en kampklar gammel heks, der i stykkets start ta'r sine manipulerende ture med socialforvaltningen. Dette tema - gamle menneskers forståelige raseri - droppes desværre til fordel for lystig, men temmelig meningsløs absurditet, som alene tjener til at lade karrikerede typer rulle sig ud...men det er heller ikke så ringe - især ikke når Bodil Udsen ruller chikt rundt på rollator. Hendes Betty er en snu og brutal skabning med pernitten hang til korrekt grammatik og stor tæft for at manipulere og udnytte sine medmennesker.

Besværlige Betty bor barrikaderet i et monster af en lejlighed, som er overlæsset med moderne kunst, der måske er ægte, måske falsk...lidt som hun selv. Ofret for hendes herskesyge er Helen - vistnok frugten af en kongelig udenoms-affære...og en blomst, der er visnet før den nogensinde har foldet sig ud. Med en blanding af resignation og oprør, underdanighed og raseri er Anne Marie Helger dette 60-årige barn, en mølædte mø, der skriver porno-noveller med samme grådighed som hun gnasker jordbær-snørebånd....indtil altså, at den subsistensløse Einar (Nulle) dukker op - bærende på adskillige promiller og tomme flasker.

Nulles Einar er en mand, der omtaler sig selv i man-form og er fredsommeligheden selv - indtil altså, at nogen truer ham med forslaget om at dele en øl (»Man kender ikke fænomenet en halv øl!«). Via Einar får Helen smag for nærkontakt med både guldøl og det andet køn. I Mikkel Harder Munck-Hansen iscenesættelse skifter trekanten Betty-Helen-Einar hele tiden ben at stå på - på en ret skæg måde. Stykkets fjerde person - en hjemmehjælperen der ta's som gidsel - forekommer mest overflødig.

»Betty Love« viser Dorte Madsens tæft for at skrive sjove replikker og skabe skæve typer. Det kniber desværre, når disse typer skal udvikle sig. Og stykkets slutning er forudsigeligt banal.

»Betty Love« er en pudsig, nogle gange rørende forestilling, der vil blive klart bedre, når Bodil Udsen får styr på hukommelsen, så forestillingens tempo kan holde sig oppe i omdrejninger. Men selv nu, mens forestillingen er noget nerve-svag, er der hendes dampende-rustne diva at fryde sig over, Bettys gnækkende-satanisk latter....perler med arsenik i!