Når deltagerne i årets Melodi Grand Prix går på scenen i Aalborg 7. februar, bliver der tale om den mest jævnbyrdige konkurrence i mange år. Det forudsiger bookmakerselskabet NordicBet, der efter mandagens offentliggørelse af deltagere har kigget i krystalkuglen.

»Vi har haft meget svært ved at udpege en vinder blandt årets sange, og alene det at finde et favoritfelt har været udfordrende. Det ligner det tætteste Melodi Grand Prix i rigtig mange år, og det kan sagtens ende med, at sceneshowet og den personlige udstråling kan gøre udslaget i sidste ende,« siger oddssætter Tonni Munk Jensen.

Han forklarer, at man normalt ser et favoritfelt på tre-fire sange, men i år ser han mindst syv-otte numre, der kan blande sig i topstriden.

Trods hovedbruddet med at rangordne deltagerne har NordicBet udpeget pigegruppen World of Girls og drengegruppen Anti Social Media som svage favoritter. Begge grupper står i odds 4,80.

»Pigegruppen leverer en glad popsang med discorytmer, mens drengegruppen med Remee som en af bagmændene kommer ud over rampen med et Beatles-inspireret nummer, der svinger fra start til slut,« siger Tonni Munk Jensen.

Jan Lagermand Lundme, DRs underholdningschef, forudser også en tæt konkurrence.

»Over de sidste par år har vi set et kvalitetsløft af indsendte sange. Det er sandelig også gældende for i år. Jeg er spændt på, hvem Danmark vælger som sejrherre i år - det er uden tvivl et svært valg,« siger han i en pressemeddelelse.

Der har været rift om at deltage i årets MGP. Syv af de ti finalesange er kommet gennem nåleøjet af de i alt 687 indsendte sange, mens de sidste tre bidrag er særligt indbudte wildcards.

Som noget nyt kan finalesangene allerede nu høres i fuld længde. Tidligere har kun en kort smagsprøve været tilgængelig inden showet.

»Med offentliggørelsen giver vi maksimalt plads til musikken, og så får vi ikke mindst mulighed for at lære artisterne at kende på forhånd,« siger Jan Lagermand Lundme.