- Jeg ville elske at lave en tredje film, siger Charlies Angels-stjernen Cameron Diaz.

Det startede som en tv-serie i 1970'erne og endte som en succesfilm i Hollywood knap 30 år senere.

Nu er Cameron Diaz klar til at tage Charlie's Angels ind i et nyt årti. Skuespillerinden vil nemlig gerne spille rollen som Natalie Cook i en tredje film om de tre hårdtslående engle.

- Jeg ville elske det. Selvfølgelig ville jeg det. Hvorfor skulle jeg ikke? Det kunne være sjovt, siger skuespillerinden til E! Online.

38-årige Diaz frygter dog, at en eventuel treer ville blive med nye, yngre ansigter i rollerne som de tre engle.

- Jeg ved ikke, om vi kan gøre det. Vi lavede en ny version af Charlie's Angels, og vi forsøgte aldrig at være de andre piger fra tv-showet. Måske er det endnu engang tid til, at en ny generation tager over.

Cameron Diaz spillede for første gang over for Lucy Liu og Drew Barrymore i 2000, hvor 70'er-serien blev bragt til live på ny i Charlie's Angels.

Tre år senere blev de tre skuespillerinder genforenet i Charlie's Angels: Full Throttle, men siden har de alle tre haft travlt med andre projekter.

Cameron Diaz har blandt andet været med "The Holiday" og "Knight and Day", ligesom hun har lagt stemme til Fiona i de fire film om trolden Shrek.

Drew Barrymore har også haft travlt med roller i "50 First Dates" og "He's Just Not That Into You", mens Lucy Liu primært har gjort sig i mindre roller i tv-serier og tegnefilm.

/ritzau/