Man ser det på de gamle billeder. En varme. Nærhed. Kærlighed. Der strømmer ud fra dem. Til hinanden. Og selv om det er mere end to årtier siden, at dronning Ingrid døde, bærer han hende stadig i sig.
»Jeg har nogle gange tænkt, om hendes ånd stadig er med mig,« som kong Frederik siger i den nye bog 'Kongeord'.
Hvor han har dedikeret adskillige sider til en kærlighedserklæring til dronning Ingrid.
Det er langt fra første gang, at han uden omsvøb sætter ord på, hvor højt han skatter sin mormor. Og der er da også en grund til, at forholdet mellem de to blev så nært, som det gjorde.
Selv var han kun treethalvt år gammel, da hans morfar Frederik 9. døde, og hans mor blev udråbt til dronning.
En gerning, som dronning Margrethe aldrig har lagt skjul på, at hun dedikerede sig til. Med hud og hår. På bekostning af sin egen familie.
Med ét smuldrede den familieidyl, som de to små prinser havde nået at opleve. Alt forandrede sig.
»Det er klart, at i det øjeblik jeg var blevet dronning, og den lille dreng dér pludselig var blevet kronprins, så var det jo et lidt andet livsmønster,« som dronning Margrethe selv beskrev det i bogen 'Under bjælken'.
Et mønster hvor 'ekstramor Else' – prinsernes barnepige – overtog flere og flere af de daglige rutiner og i samarbejde med prins Henrik deres opdragelse.
Men de følelser og den omsorg, som Frederik og Joachim higede efter, måtte barnepigen ikke udtrykke. Så det måtte han finde andetsteds. Hos sin mormor.
»Hun har været meget opmærksom på vores opvækst, vores velvære, liv og levned. Vi har en helt særlig kontakt, vi forstår hinanden, hun og jeg. Vi har et næsten kammeratligt forhold. Hun er én, man altid kan tale med om hvad som helst,« som den daværende kronprins fortalte i et interview med journalisten Ninka tilbage i 1996.
I den nye bog 'Kongeord' beskriver han da også, hvordan han og mormor Ingrid boede i hver deres palæ på Amalienborg.
Hvordan det bedste i verden var, når hun ringede for at invitere ham til te. Hvordan han satte sig tilrette i den bløde sofa foran den buldrende kamin og mærkede skuldrene falde på plads på den lille drengekrop.
»Der følte jeg mig altid i gode og omsorgsfulde hænder. Verden kunne bare komme an,« som kong Frederik udtrykker det i bogen.
Men det var ikke kun hendes hænder, der var gode og omsorgsfulde. Hendes nærvær og ikke mindst hendes forståelse af hans helt særlige situation og de bekymringer, der fyldte mere og mere i ham, fangede hun. Som én af de få.
Rollen som fremtidig konge var – som de fleste ved – én, som han vægrede sig ved.
I en sådan grad, at han i folkeskoleårene kunne finde på at gå amok på sine klassekammerater, hvis de så meget som nævnte hans skæbne.
I årevis stod kampen på. Indeni og udenpå. Og hos mor var der ingen hjælp at hente.
Men hos dronning Ingrid var der lydhørhed. Hun fornemmede, hvad der rasede indeni ham. Uden at han nødvendigvis behøvede sætte ord på.
»Hun var givende og varm på en for os særlig måde,« som en ung kronprins beskrev det i DRs fødselsdagsportræt af dronning Ingrid tilbage i 2000 og uddybede:
»Der blev lyttet til én, næsten uanset hvad man havde på hjerte. Om det var drengesnak eller lidt mere bekymrende ting, man havde at sige til hende. Hende kunne man tale med mere dybdegående,« sagde vores konge dengang og kaldte hendes svar uundværlige.
For i modsætning til andre, havde dronning Ingrid ikke berøringsangst i forhold til at forklare, hvad hans skæbne indebar.
»Men på en meget værdig og vigtigst af alt ikke skræmmende måde. Hun har helt klart været med til at gøre dét, der venter ude i horisonten, til en mere glidende proces. Det er en uvurderlig hjælp, hun har ydet mig der,« sagde han.
Portrætprogrammet blev sendt på DR i anledning af dronning Ingrids 90-års fødselsdag den 29. marts 2000.
Kort forinden havde kronprins Frederik begivet sig ud på sit livs eventyr med Sirius-patruljen. Og i næsten umiddelbar forlængelse af det rejste han til OL i Australien. Hvor han mødte sin Mary.
I forlængelse af OL havde han sammen med sin frømandsven Jeppe Handwerk planlagt en rigtig mandetur til den nordlige del af Australien. Og det var dér, i den primitive lejr, at han modtog et opkald hjemmefra.
At dronning Ingrid lå for døden.
Han smed alt, hvad han havde i hænderne og trykkede speederen i bund. Hoppede om bord på et fly og nåede lige at tage afsked med sin elskede mormor. Inden hun få timer senere drog sit sidste åndedrag.
»Jeg er temmelig sikker på, at mor ventede på, at Frederik skulle komme hjem. Jeg tror, mor ventede med at give slip, til hun havde set Frederik,« lød dronning Margrethes vurdering i bogen 'Under bjælken', hvor også Frederik beskrev dagen, hvor han mistede sin elskede mormor.
»Det var en smuk afsked. Hun kunne stadig høre min stemme og hviske et par små ting til mig,« sagde han og udtrykte taknemmelighed over, at de to havde nået at føre de væsentligste samtaler.
Og at dronning Ingrid flere år forinden havde erkendt, at hun nok aldrig ville nå at mødte hans udkårne. Men at det nok skulle gå alt sammen.
»Med de ord i rygsækken var der ekstra meget ro over min afsked med hende,« sagde han videre.
Det er 23 år siden, at han tog afsked med sin elskede mormor. Men hun er der stadig for ham. Indeni. Og så måske med stolthed med fra oven, da han i søndags blev udråbt til konge. Kong Frederik 10.
'Kongeord' er netop udkommet på Politikens forlag
Kom med til 'Kongehuset bag kulissen'-liveshow i Pilestræde - sammen med vært Fie West og eksperter kommer du med bag kulissen på dronningens abdicering, tronskiftet og Kongens bogbombe. Få billet her.
Hør også B.T.s podcast her:
