De virkelig onde mennesker er dem, der ... strør om sig med gode intentioner - som jo er det, vejen til helvede er brolagt med. De onde er tit dem, der tror sig gode. For eksempel i folkeskolen. De mener, ungerne skal have det så dejligt og skal ikke ha’ lektier for. Og pludselig, hov, finder man ud af, at man har uddannet en generation, der ikke kan klare sig selv. Deres verden bryder sammen, hvis der ikke er gratis øl til kollegiefesten. I opdragende henseender har man brug for en mor, som tørrer øjnene og siger: “Nå, det var synd”. Men man har også brug for en far, der siger: “Tør øjnene og kom ind i kampen igen.” Der skal være balance i tingene.

Jeg har ingen respekt for ... de skinprogressive - dem, der tror sig ekstremt progressive og synes, de er noget så vilde og nedbryder grænser, som for længst er overskredet. De grænser blev i virkeligheden nedbrudt for 50 år siden med ungdomsoprøret. De render åbne døre ind.

Nogle irriteres over, at jeg altid går i habit ... det er ikke helt rigtigt, men hvis man skal være progressiv, skal man tænke ind i boksen og ikke ud af boksen. Jeg var engang til et vælgermøde, hvor jeg efterfølgende fik at vide, at jeg var lidt for velklædt og veltalende. Det er åbenbart sådan i dag, at du kan blende lige så mange guldfisk du vil, uden at nogen reagerer, men hvis du spiller en plade med Johan Strauss, bliver der ballade. Det frække og farlige er ikke at gå med hængerøvsbukser, men snarere at gå med habit.

Generelt kan man sige om danskerne ... at hvis man husker at trække ud i lokummet, er man lidt ekstravagant her til lands. Vi er meget bange for alt, der hæver sig mere end fem cm over gulvet.

Det skønneste ved kvinder er ... det udfordrende, som ikke altid fremkommer. Jeg kan godt li’ at have et forhold til en kvinde, hvor der bliver givet og taget i et ligeværdigt samspil og modspil. Jeg forstår ikke denne frygt for såkaldt stærke kvinder.

Det mest irriterende ved kvinder er ... deres usagte facon. Hvis jeg siger: ’Jeg tager lige til Paris i weekenden med nogle venner,’ så smiler de skævt og tænker: ’Det skal du ikke bryde dig om at gøre’ - hvis jeg ellers kan læse deres tanker. Der kan jeg bedre li’ det maskuline, som er ren valuta, smæk for skillingen. Man taler åbent om tingene og klemmer det ikke ud mellem sidebenene.

Misundelse kender jeg til ... jeg har mærket det, for der er meget af det i vores samfund. Man er fra borgerlig side fokuseret på at ville af med misundelsesskatten – altså topskatten, de hårdtarbejdende skal have råd til store biler, og det er jeg nu sådan set enig i. Men vi skal passe på, at der ikke kommer kulturel misundelse. Jeg er blevet meget skældt ud for mit sprog, for jeg kan li’ at elaborere (et andet ord for arbejde, red.) med sproget. Jeg mener også, at en middag gerne må være flot. Det er som om, man i det borgerlige Danmark ikke har blik for, at der skal være forskel på hverdag og fest. En gang imellem må man godt være lidt oppe på stiletten, uden kulturel misundelse.

Min største dumhed var, da ... jeg efter at have tilbragt mange år i udlandet, troede, at jeg kunne fortsætte med at være den, jeg var, her i Danmark. Da var jeg ikke så god til at orientere mig i landskabet og tilpasse mig.

Jeg var meget nervøs da ... vi, altså Danmark - spillede EM-finale mod Tyskland i 92. Det var en af de få gange, hvor jeg var ude på toilettet og bede til Gud. Det betød meget for mig, den oplevelse. Jeg er meget folkelig, forstået på den måde, at jeg savner de fester, der inkluderer hele nationen. Hvor alle, uanset om de er til højre eller venstre, står sammen. Det mangler vi virkelig.

Jeg bad til Gud ... det gør jeg, hvis jeg er hårdt presset, eller hvis jeg har været succesfuld, kan jeg finde på at gå afsides et par minutter og sige tak. Men det er privat.

Jeg accepterer simpelthen ikke ... hykleri, når en statsminister går rundt i Bilka og foregiver at være en, der handler der. Jeg er træt af politikere, der skal så langt ned på jorden, at de næsten bliver underjordiske. Der er ikke noget galt i at handle i Bilka, men at gøre det til et pressecirkus, er snarere en hån mod befolkningens intellekt.

Jeg var ludfattig dengang ... jeg var i Paris som ung og faktisk overnattede på en bænk. Man skal jo være fattig, når man er ung, og jeg er ikke født med en guldske i munden, men er ret stolt af, at jeg har klaret mig på trods. Da jeg engang var i Monaco og boede hos nogle sindssygt velhavende mennesker, stjal jeg et æg, som jeg kogte i en elkoger, fordi jeg var sulten. Det gjorde jeg, da jeg boede på deres lystyacht, hvor vi sejlede til Saint Tropez. Jeg har dog også boet i en af de største suiter på Hotel Ritz i Paris - livet rummer store højder og dybe dale. Engang blev der lukket for varmen i min lejlighed, det siger nok noget om, hvad for en løjser jeg var.

Min sværeste erkendelse er ... som jeg også har skrevet om i min seneste bog Bladguld, at vi bestemmer ikke selv, hvem vi er. Vi bliver den historie, der fortælles. Mange tror, at vi kan skabe os selv, som vi vil være, jeg er selv søn af en enlig mor fra Stengade - og det vil jeg bestemt ikke pive over. Mange politikere har en tendens til, at hver gang de ser en knytnæve, går de ind i den, uploader billedet på facebook og får 500 ekstra stemmer. Det gør jeg ikke, man skal lade være med at pive og påtage sig offerrollen.

Det gode - og det dårlige ved at være mig er ... at jeg er blevet lidt for tilfreds, lidt magelig, det er egentlig meget rart, men jeg er 37, det er måske lige tidligt nok. Jeg føler, jeg har haft et godt liv og har det godt, derfor er jeg mere rolig og taknemmelig og lytter i øvrigt til Chopin, mens der nok tidligere var mere Elvis på grammofonen.

Jeg er elendig til at ... spille skuespil. Jeg er den, jeg er, og er ikke god til at prøve at lade som om, jeg er en anden - sådan som visse andre politikere gør. Jeg får det råd fra velmenende mennesker, når jeg har været i tv-debatter, at de synes, jeg har gjort det godt, men at jeg skal tage slipset af, fordi det støder folk fra mig. Men selvom slipset provokerer nogle mennesker, tager jeg det ikke af. Jeg er den, jeg er.

Jeg er sur på ... kommunikationsfolk, sådan nogle der skal fortælle os, at i dag er der ikke ryddet sne. Københavns Kommune har flere kommunikationsfolk end Mærsk og Lego tilsammen, og de burde selv tage ud og fjerne sneen i stedet for at skrive om det. I det hele taget synes jeg, at den snakkende klasse i Danmark er for stor. Jeg blev tidligere som politisk kommentator for bl.a. Berlingske og TV2 kritiseret for at sidde i et elfenbenstårn og kommentere, men nu er jeg gået ind i politik - og jeg regner kraftigt med at komme ind - og er parat til at være andet end bagsædepassager. Jeg skal heller aldrig ha’ en spindoktor, jeg kan ikke se, hvorfor skatteydernes penge skal gå til sådan en. Som regel fører det til, at politikere enten ikke besvarer spørgsmål, at de gentager sig selv hele tiden, eller at de svarer uklart. Hvorfor skal skatteyderne narres for deres egne penge?

Jeg har hævnet mig ved ... at klare mig godt, i al beskedenhed. Jeg har fået nogle gevaldige nakkedrag, men jeg nægter at påtage mig en offerrolle. Gu’ er det ej synd for mig, hvis jeg får en på lampen. Jeg rejser mig og kæmper videre.