B.T. mødte 27-årige Louise, der søndag var i alles søgelys, da hun fulgtes med fodboldikonet Ronaldo til U2 koncert.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Selv om det vrimlede med verdensstjerner, supermodeller og kongelige til søndagens U2 koncert, så var det danske Louise Iversen fra Amager, der fik fotograferne længst op på tæerne.Den 27-årige kvinde blev pludselig midtpunktet på den røde løber, da hun ankom skulder ved skulder med Real Madrids fodboldikon Ronaldo. De gik ikke hånd i hånd, men det var tæt på, og billedet af de to gik verden rundt hele dagen i går.

Interessen for, om hun var Madrid spillerens nye kærlighed, var mindst lige så stor som interessen for kronprinsessens runde mave. Ikke mindst fordi hun aftenen før var i tæt selskab med ham på Københavns mest berømte jetset natklub Nasa.

Selv havde hun »ingen kommentarer« til de mange spørgsmål om hendes forhold til Ronaldo, som er en af verdens højst betalte fodboldspillere.

Dog er det sikkert, at hun endnu ikke er blevet så fast partner, at hun har fået del i fodboldstjernens overdådige livsstil, hvor millionerne ruller ind både fra Real Madrid og fra hans personlige sponsor Nike.

Efter at have tilbragt weekenden i mediernes absolutte søgelys, måtte hun tage arbejdstøjet på for at gå ned og plukke øjenbryn og trykke urenheder ud i den skønhedsklinik, hvor hun arbejder.

B.T. møder hende bag disken i Københavns eksklusive skønhedsklinik »Complete Me«. »Jo, det var en rigtig, rigtig god koncert,« siger hun med et stort smil, da B.T. spørger til hendes aften dagen før.

Hemmelighedsfuld
Samme smil bruger hun, da B.T. nævner Ronaldo.

»Ingen kommentarer,« lyder det fra den hemmelighedsfulde kosmetolog, som tidligere har haft nogle få roller i danske film.

Bedst kendt er hun nok i den sidste Anja og Viktor film, hvor hun spiller Sofie Lassen-Kahlkes smukke og usympatiske rivalinde i kampen om Robert Hansens kærlighed. Ellers har hun haft mindre roller i film som Halalabad Blues og tv-serien Taxa, lige som hun som helt ung spillede den ene hovedrolle i filmen »Fridas første gang« med Mira Wanting.

Ingen af rollerne har dog været større, end den hun får, hvis hun bliver fodboldkone til Ronaldo og tager plads på tribunen ved siden af Beckhams Victoria til Real Madrids hjemmekampe.

Skuespiller-evner
Hun prøver ellers stadig at holde ved sit skuespil, selv om hun har været nødt til at tage kosmetolog-uddannelsen ved siden af.

»Jeg går da stadig til auditions engang imellem. Men jobbene hænger jo ikke ligefrem på træerne,« siger Louise Iversen. Heller ikke hendes skuespiller-evner halter, hvis man spørger filmproducenten Regner Grasten, som har haft hende på rollelisten i to film.

»Hun lavede »Fridas første gang«, da hun var 14-15 år, og så lavede hun »Anja efter Viktor«. Men bagefter lavede hun faktisk ikke rigtig mere. Hun var ellers smaddergod. Hun har et stort talent, men nu er hun mærkelig nok blevet kosmetolog.

Det undrede mig, at hun ville det. Det kan også være af nød. Det er ikke ligefrem den letteste branche at være i,« siger Regner Grasten, som kun har rosende ord at sige om Louise Iversens personlighed.

»Hun er en rigtig sød, dansk pige, og hun er en god kammerat,« siger Grasten.