Endnu vækker navnet ’Johanne Louise Schmidt’ ingen genklang hos danskerne. Men det er bare et spørgsmål om tid for det unge skuespiltalent med kometfart på karrieren.

Denne uge burde havde en dag mere, hvis det stod til Johanne Louise Schmidt. Lørdag aften går den travle 30-årige skuespiller på scenen i Musikkens Hus i Aalborg for at modtage kronprinsparrets ’Stjerne­dryspris’, der bliver vist på DR1. I går var der premiere på Det Kgl. Teaters drama ’Hedda Gabler’, hvor hun spiller hovedrollen. Og på onsdag har Zentropas næste store Jussi-filmatisering ’Fasandræberne’ premiere, hvor hun får sin debut på det store biograflærred.

- Ja, det er en vild uge, siger Johanne Louise Schmidt, da BT fanger hende i et ledigt øjeblik mellem prøver og forberedelser og turen til Aalborg. Faktisk har hun haft så travlt op til premieren på teaterforestillingen i Skuespilhuset i går, at hun end ikke kunne overskue at købe nyt tøj til aftenens store prisoverrækkelse med med kronprinsesse Mary og kronprins Frederik.

- Heldigvis har jeg en sød kollega, der satte mig i forbindelse med en designer, Elsa Adams, der simpelthen har syet en kjole til mig. Det er så sødt af hende, og jeg er virkelig taknemmelig for, at nogen har sørget for det, siger hun med et grin.

To premierer
Pemieren på teaterdramaet ’Hedda Gabler’ fandt sted fredag aften, og på onsdag venter en anden en af slagsen, nemlig premieren på en af de største, danske film i år, ’Fasandræberne’, med rød løber og fuldt presseopbud ved Imperial. Det har filmens hovedroller, Nikolaj Lie Kaas og den svenske skuespiller Fares Fares, prøvet før. Men for Johanne Louise Schmidt, der spiller Carl Mørcks skøre, excentriske sekretær Rose, der introduceres i denne film, er det første gang. ’Fasandræberne’ er nemlig hendes filmdebut.

- Selvfølgelig var jeg både spændt og nervøs lige i begyndelsen, men det har været super sjovt at være med, og da jeg blev valgt til Rose, var det spændende at komme med i det univers, som Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas allerede havde etableret i den første film, siger Johanne Louise Schmidt.

En ny verden
Selv om hun har spillet mange roller, siden hun blev færdig på teaterskolen i 2009, ligger hendes erfaring primært på de skrå brædder. Filmsettet var derfor en ny verden med store, erfarne navne og et budget på 39 mio. kr.

- Jeg må bare sige, at jeg har meget stor respekt for Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares. Det var en kæmpe gave at få lov at arbejde sammen med dem. Jeg elsker teater, men man får ligesom mulighed for også at spille på en anden måde, når det er film, fordi man jo er helt tæt på . De har jo lavet så meget film, og det har jeg overhovedet ikke, og det var reelt virkelig fedt at se dem arbejde. Det er tydeligt at mærke, at de har lavet mange film, selvfølgelig både i deres overskud som spillere, men også omkring hele det tekniske ved at optage og lave film, siger hun på klingende jysk.

Den rødhårede skuespiller er vokset op i Skanderborg som datter af en sygeplejerske og en boghandler med egen butik. Det stod ikke skrevet i stjernerne eller nogen andre steder, at hun skulle gå den kreative vej og blive skuespiller.

- Jeg kommer fra en familie, hvor der ikke er kunstnere på den måde, og hvor holdningen hos os mere var sådan ’skuespiller, er det overhovedet noget, man kan leve af’. Men jeg syntes ikke, det var særlig sjovt at gå i skole, jeg havde svært ved at koncentrere mig og var en langsom starter til at læse og stave. Men så blev jeg puttet i musikalsk legestue af mine forældre, og jeg spillede klaver og sang, og der fandt jeg en frihed, husker hun.

Som 21-årig kom hun i første hug ind på Statens Teaterskole i København og har været med i en række teaterforestillinger. Nu er hun fast tilknyttet ’Det Røde Rum’ på Det Kgl. Teater, hvor hun spiller hovedrollen ’Hedda Gabler’, der fik premiere fredag aften. Hendes talent gav hende for fire år siden en Reumert Talent-pris, og hun vækker fortsat så meget opsigt, at kronprinsparret i aften overrækker hende samt den unge fotograf Lærke Posselt deres talentpris ’Stjerne­drys’ og en check på 50.000 kr. til hver.

- Min reaktion var ’ej, hold da op’, da jeg fik det at vide, og jeg er stolt over, at de har fulgt mig og mit arbejde. Jeg blev glad og meget overrumplet. Jeg er stolt og beæret over, at de anerkender mig og mit arbejde, og at de har fulgt mig, fra jeg blev uddannet. I den brede befolkning er jeg jo ikke et kendt ansigt, siger hun. Så længe det nu varer.

Fakta

  • Johanne Louise Schmidt, 30 år
  • Uddannet fra Statens Teaterskole i 2009 og modtog en Reumert Talentpris i 2010
  • Får sin spillefilmsdebut i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bog ’Fasandræberne’ som Carl Mørcks sekretær, Rose.
  • Spiller pt. hovedrollen i forestillingen ’Hedda Gabler’ i Skuespilhuset ’Det Røde Rum’, som er Det Kongelige Teaters yngre, lidt mere eksperimenterende afdeling, hvor hun er fast tilknyttet.