Ind imellem må selv de mest sprudlende sæbeoperaer se sig overgået af virkeligheden. Et større kærlighedsdrama på kryds og tværs af familie og venner ødelagde både forhold og venskaber i England. Men på mirakuløs vis endte historien lykkeligt.

I dag er 32-årige Jodie Haynes og Kirsty Povey fra England igen de tætteste veninder. De kan tale om alt, de går ofte ture sammen med børnene, handler sammen og har en hverdag sammen.Deres kærester og Jodie Haynes bror Jamie Thomas hænger lige så godt sammen. De mødes ofte over et par drinks. Men sådan har det ikke altid været.

Det skriver Mirror.

Det er først, når man åbner Jodies bryllupsalbum, at det virker bemærkelsesværdigt, at disse tre par er så sammentømret, som de er.

På et billede ses det, hvordan Kirsty som brudepige for Jodie, er med til at fejre sin bedste venindes store kærlighedsfest.

Men gommen ved siden af Jodie er ikke hendes nuværende mand Tom.

Det er Gaz, der på billederne står ved Jodies side. Det var den mand hun giftede sig med, men som i dag danner par med og har et barn med brudepige og bedste veninde, Kirsty. Det var der næppe mange bryllupsgæster, der havde gættet sig til på bryllupsdagen, fordi Kirsty var nemlig i et forhold med ’best man’ Jamie, som oven i hatten er brudens bror.

Men Kirsty forelskede sig altså i sin bedste venindes nygifte ægtemand. Noget man kunne forvente, ville slå så dybe skår i et venskab, at det ikke var til at redde. Men det var ikke tilfældet.

Da støvet havde lagt sig, tilgav søskendeparret Jodie og Jamie deres tidligere partnere og fandt begge kærligheden igen – Jodie fandt sammen med Tom og Jamie med Amy.

Én familie

I stedet for at bære bitre nag, så ser alle seks sig nu som ’en stor udvidet familie’.

»Folk synes sikkert, at det lyder skørt, men alt hvad vi har været igennem, har bragt os tættere sammen,« siger Jodie Haynes til Mirror.

De seks venner holder meget af hinanden, bor tæt på hinanden, passer hinandens børn, spiser hos hinanden og de har endda planlagt at være ’best men’ og brudepiger til hinandens kommende bryllupper.

»Jeg er så glad for, at det lykkedes mig at tilgive min eksmand og min brudepige (bedste veninde red.). Hvad er meningen med at blive ved med at være vred, når man inderst inde bare holder rigtig meget af hinanden,« siger Jodie Haynes.

Smertefuldt

Jodie Haynes fortæller, at det var en hård, smertefuld og næsten ubærlig tid, da ægteskabet kollapsede efter blot to år. Både for hende og hendes lillebror Jamie på 28.

Ud af det blå sagde Jodies mand Gaz en søndag morgen, at nu ville han tage af sted og han ville aldrig komme tilbage.

Jodie blev ekstremt ked af det og ringede straks til sin mor – og så skulle historien vise sig at blive endnu mere indviklet. Moderen kunne nemlig fortælle, at Kirsty havde forladt Jodies bror Jamie samme dag.

Og så faldt ti-øren.

I tre dage gik Jodie uden sko og strømper i gader og stræder for at lede efter sin mand og bedste veninde. Hun var knust.

Jodie havde allerede to børn fra et tidligere ægteskab, der i dag er 12 og 15. Og få uger efter, at Gaz havde friet, blev hun gravid med deres fælles datter, der i dag er ni.

Da Gaz forlod hende, var hun nødt til at opgive sit job, for at kunne tage sig af børnene. Da hun ikke længere havde nogen indkomst, havde hun ikke længere råd til at blive i huset eller beholde bilen.

Jodie flyttede ind på et hostel og blev nødt til at lade børnene flytte ind hos Gaz, så han kunne tage sig af dem – sammen med Kirsty, den veninde hun følte, havde svigtet hende.

Tilgivelse

Med hjælp fra familie var Jodie på benene igen efter et år. Hun flyttede ind i et nyt hus og mødte efterfølgende sin nuværende mand Tom.

Da Jodies far døde i 2014, gik det og for hende, at livet er for kort til at bære nag. Det gik op for hende, at hun og hendes datter ville få et bedre liv, hvis hun kunne tilgive både Gaz og Kirsty.

»Det var hårdt i starten – det var ikke kun mig, de havde såret, det var også Jamie. Men jeg ville ikke have, at min datter skulle lide under noget, som Gaz havde gjort. Og så besluttede jeg mig også for at tilgive Kirsty. Jeg savnede hende i mit liv – jeg har altid ønsket, at vi skulle være venner,« siger Jodie Haynes til Mirror.

Siden har Gaz og Kirsty fået et barn sammen. Jodie og Tom har fået to børn og planlægger at gifte sig inden længe.

»Vi har ikke en dato endnu, men jeg vil med 100 procent sikkerhed have at Gaz og Kirsty er der. Jeg fortryder intet,« siger Jodie Haynes til Daily Mail.