Man siger, at katte har ni liv. Mon de også har et ualmindeligt god overlevelsesinstinkt? Det har en kat fra Rusland, efter den sad fastklemt under en bil, som havde kørt 80 km. Katten sad roligt, mens brandmænd og politi arbejdede i tre timer, for at få katten fri.

Det skriver New York Post.

Vitaliy Bouranin, en 32-årig mand, fra øen Sakhalin i det nordlige Stillehav i det sydøstlige Rusland, forlod byen i sin Toyota Land Cruiser. Da han havde sat nøglerne i og kørte af sted, havde han ikke lagt mærke til, at der lå noget under bilen.

Den 32-årige fører af bilen havde kørt en strækning på 80 kilometer med 130 kilometer i timen, da han valgte at stoppe ved en tankstation. Da han var ved at fylde benzin på bilen, hørte han noget, der lød som en kat.

- Lyden kom fra bilen. Undrende kiggede jeg under bilen. Jeg kunne intet se, men kattens jamrende miaven var tydelig at høre. Efter at have rodet lidt rundt så jeg til min store overraskelse noget pels og tænkte, at katten på en eller anden måde var kravlet ind under bilen og uheldigvis sad  fast, siger Vitaliy Bouranin.

Mens redningsarbejderne var i gang med skille bilen ad, så man katten ligge helt roligt. Det virkede nærmest som om, den slappede af, selvom den var klemt inde i et fjederben.

Efter at katten var blevet fjernet, blev den sat i en boks, hvorefter politiet tog over. Ordensmagten tog katten med til den 32-åriges hjemby, hvor politiet håber at finde dens ejer.