Det finske postvæsen lancerer en frimærkeserie med homoseksuel erotik, som let kan skabe debat i saunaerne.

Manden bag motiverne er den kendte finske homokunstner Touko Laaksonen - også kendt som Tom of Finland. Hans bondagemotiver efterlader ikke meget til fantasien.

Spørgsmålet er dog, om alle finnerne er lige vilde med at slikke bagpå frimærkerne, hvoraf det ene afbilleder et mandehovede halvt skjult mellem benene på nøgen mand.

Det finske postvæsen, Itella Posti, roser dog frimærkerne:

- Hans maskuline homoerotiske tegninger har fået ikonstatus inden for sin genre. De har øvet indflydelse på, for eksempel, popkultur og mode. I sine værk har Tom of Finland benyttet sig af selvironien og humoren, som er typisk for subkulturer. Tegningerne på frimærkerne er repræsentative for de stærke og selvsikre mandsfigurer kunstneren er kendt for.

Tom of Finland døde i 1991, 71 år gammel og var berømt for sine homoerotiske og pornografiske tegninger, som har haft stor indflydelse for homokunsten og det pornografiske udtryk mellem mænd.

Han nød stor anerkendelse - både i Finland og internationalt.
 
Frimærkerne kommer i handelen til september i De 1000 Søers Land.