'Man skal ikke skue hunden på hårene'. Sådan lyder et ældgammelt udtryk, som en hjemløs mand fra Canada i den grad har bekræftet, efter hans særlige talent blev opdaget.

Tilbage i maj var der få, der kendte til Ryan Arcand fra Edmonton i Canada. Nu er han blevet verdenskendt for sine utrolige evner på klaver.

Den hjemløse mand sad og spillede klaver på gaden, da kvinden Roslyn Polard helt tilfældigt kom forbi. Hun var forbløffet over Arcand talent og blev draget af den smukke melodi. Hun besluttede at optage en film på sin telefon af den hjemløse mand, mens han spillede en sang. Han havde ovenikøbet selv komponeret melodien.

Kvinden lagde videoen op på YouTube i maj i år, men der skulle gå et halvt år før verden slog ørene ud og opdagede Arcands utrolige evner.

Nu er videoen gået viralt med mere end 14 millioner afspilninger.

Mange, der har set videoen, har skrevet positive kommentarer om Arcand. En af kommentarerne er fra Lyuda Myagkova. Og den rammer helt plet:

»Døm aldrig mennesker ud fra deres udseende«

En anden skrev: »Det er en helt perfekt melodi, du kan bare lukke øjnene og lade dig drive væk i musikken. Smukt.«

Efter videoen blev delt, liket og kommenteret i stor stil forsøgte flere internationale medier at opspore Ryan Arcand, men det viste sig at være sværere end ventet. CBC News søgte intensivt i tre dage, før det lykkedes dem at finde ham. Han sad foran Edmontos kirke med en øl i hånden.

»Det er som om, at vi er lavet for hinanden,« sagde Ryan Arcand til CBC om sit forhold til klaver og fortsatte:

»Når jeg kigger på et klaver, er det som at blive forelsket.«

Han har boet på gaden i tre årtier og finder en helt særlig tryghed i klaverspil.

»Når jeg sidder og spiller, glemmer jeg mig selv.«

Se og hør den fine musik i videoen ovenfor.