Målinger af en døende stjerne har forsynet forskere med et billede af Solens og Jordens endelige skæbne. De kan se, at dødsstjernen splintrer himmellegemer og opsluger dem i sit hede kraftværk.
For første gang har videnskaben fået et konkret billede af Jordens og for den sags skyld hele solsystemets dramatiske skæbne.
Det skyldes ikke, at forskere pludselig er blevet udstyret med en tidsmaskine. Men de har noget, der er næsten lige så godt, nemlig NASAs rumsonde Kepler, der har stået bag opdagelsen af flere tusind planeter uden for solsystemet.
Keplers instrumenter og kameraer har nemlig indfanget resterne af et eller flere iturevne himmellegemer, der i en dødsspiral farer rundt om en døende stjerne af den slags, man kalder for en hvid dværg.
Meget tyder tilmed på, at stjernen har opslugt og dermed splittet en del af de gamle kloder til atomer.
»Det er noget, som mennesker aldrig har set før. Vi ser på et solsystem, der er i færd med at blive ødelagt,« lyder det fra forskningsresultatets hovedforfatter, Andrew Vandenburg fra den astrofysiske afdeling på Harvard-Smithsonian Center i USA.
Opdagelsen forsyner dermed videnskaben med indblik i Jordens fremtidige dødsproces. Også vores lokale stjerne, Solen, ventes med tiden at forandre sig til en hvid dværg – efter alt at dømme med nogenlunde de samme apokalyptiske konsekvenser, som vi nu kan iagttage langt ude i verdensrummet.
Den hvide dværg svæver rundt omtrent 570 lysår fra Jorden i stjernebilledet Jomfruen. Målinger af denne dødsstjerne viser, at dens lys aftager kraftigt med regelmæssige mellemrum – cirka hver gang der er gået fire en halv time. Yderligere målinger og analyser har vist, at det må skyldes klumper af materiale, der suser rundt om stjernen i en afstand af under en million kilometer, formentlig rester af stjernens gamle planeter og lignende.
Den danske astrofysiker Anja C. Andersen, der selv har været med til at udfærdige computermodeller af Solens livsforløb, kalder opdagelsen »superinteressant«:
»For det første kan vi ikke forvente at se ret mange stjerner i lige netop den livsfase, for vi taler om et forholdsvist kort øjeblik i en stjernes liv på måske 500.000 år eller mindre. Men personligt finder jeg det mest interessant, at det bekræfter vores teorier om Solens liv. Det viser, at vores forståelse af Solen ikke er helt skæv.«
Dødsspiralen 570 lysår borte kan dermed meget vel være et slags spejlbillede af solsystemet om mange milliarder år, og det er ikke just et opmuntrende syn.
Vi brænder op – om milliarder af år
Solen producerer energi ved i sit enorme fusionskraftværk at omdanne brint til helium. Men på et tidspunkt vil den begynde at løbe tør for brint og indlede en proces med at brænde helium om til kul. I den forbindelse vil Solen udvide sig helt enormt. Den vil blive til en rød kæmpe.
»Den vil svulme op til næsten Jordens afstand,« forklarer den danske astrofysiker og fortsætter:
»Men på et tidspunkt om cirka seks milliarder år vil den begynde at pulsere – svulme op og skrumpe ind. Den fase vil kun vare i cirka to år, men i den proces vil den ifølge vores beregninger blive så stor, at Jorden vil blive opslugt af Solens atmosfære, der vil være cirka 3.000 grader varm. Dermed vil vi blive opløst til atomer og blive til en del af Solens gas,« konstaterer Anja C. Andersen.
Samtidig peger hun på, at Jorden samtidig vil bidrage til en form for forurening af Solen, for Solen vil ikke være i stand til at anvende de mange tunge grundstoffer, som Jorden består af, i sit hede kraftværk.
En sådan forurening kan man faktisk måle i den hvide dværg derude. Hvilket de amerikanske forskere tolker som et muligt tegn på, at dødsstjernen har opslugt omkringliggende himmellegemer.
Som Andrew Vandenburg udtrykker det:
»Vi har nu en rygende pistol, der kæder forureningen af hvide dværge sammen med ødelæggelsen af klippeplaneter.«
Ifølge beregninger vil også Solen blive en hvid dværg. Når der ikke er mere helium at brænde af, skyder den sin hede og store ydre ring af og forvandler sig til en kompakt hvid dværg, der langsomt slukker sin »flamme«. Hvorefter alt vil blive koldt og helt dødt i vores galaktiske nabolag.
»Men det er ikke noget, som man behøver at holde sig vågen om natten af angst for,« understreger Anja C. Andersen og peger på, hvor meget mennesker har været i stand til at udrette bare i de seneste 100 år:
»Fem milliarder år er rigtig lang tid til at løse problemet og forberede os på at flytte et andet sted hen i universet.«
Det amerikanske forskningsresultat er offentliggjort i tidsskriftet Nature.
