Vi ved, at cigaretter giver os dårlige lunger og i værste tilfælde kan give os kræft. Men de færreste er nok klar over, at cigaretskodder, der bliver smidt i havet, har en sundhedsskadelig effekt på dyrelivet i det våde element.

Men det er kendsgerningerne ifølge et norsk forskerhold, som har undersøgt, hvordan cigaretskodder påvirker børsteormen, som er en orm, der lever på havbunden langs kysterne. Det skriver videnskab.dk.

Ormene blev i undersøgelsen udsat for stoffer fra brugte cigaretfiltre i søvand, og resultaterne var slående. Børsteormene arbejdede langsommere, og de tabte 30 procent af deres normale kropsvægt.

»Desuden fik over halvdelen af ormene DNA-skader sammenlignet med orme, som blev undersøgt i upåvirkede omgivelser,« siger Kevin Thomas fra det norske institut for vandforskning til Forskning.no ifølge videnskab.dk.

Ifølge undersøgelsen risikerer de små havorme at blive nikotinskæve, når de befinder sig i havvand med store koncentrater af giftstoffer fra cigaretskodder.

Det besværliggør deres evne til at grave sig ned i havbunden, hvilket påvirker vores øko-system negativt, lyder det fra forsker Malcolm Reid, der også medvirker i undersøgelsen.