50.000 kroner.

Så mange penge er det lykkedes katten Monty at samle ind til Kattens Værns nye vaskerum. Monty, der er født med en kromosomfejl, ser lidt anderledes ud end andre katte, men det har vist sig at være lidt af en fordel, fortæller hans ejer, Michael Bjørn, der adopterede Monty i 2013.

»Det er lidt som historien om Den Grimme Ælling. Først regner man ham ikke for noget, men så ender han med at være fortaler for dyrevelfærd. Og at man er god, som man er,« fortæller Michael Bjørn.

Historien om Monty startede på et internat, da Monty var tre år gammel. Dengang kom Michael Bjørn forbi, og han besluttede sig for at adoptere ham. På grund af Montys anderledes udseende var der ingen andre, har havde vist interesse for ham.

Se også: Fra kattehjem til verdens-sensation: Derfor elsker vi sengevæder-kat fra Rødovre

»Han har jo et lidt anderledes udseende, og det skræmte folk væk, da de tænkte, at der var noget galt med ham. Han sad der i tre måneder, og så kom vi. Jeg blev helt forelsket i Monty, og han var vild med mig. Og så gik det sådan, at vi adopterede ham,« fortæller Michael Bjørn, der sammen med sin kæreste, Mikala Klein, tog Monty til sig.

Men Michael Bjørn og Mikala Klein var ikke de eneste, der faldt for Monty. Monty har i dag sin egen Facebookside med mere end 160.000 Facebook-venner.

Og efter kun 40 dage er det så lykkedes Montys fans at indsamle 50.000 kroner til Kattens Værn. Indsamlingen blev startet af Montys ejere, fordi de ville ’give noget igen’ til Kattens Værn.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kattens Værn, men Michael Bjørn fortæller, at reaktionen var meget positiv.

»Det er de sindssygt glade for. Jeg tror ikke, de regnede med, at det ville kunne lade sig gøre. De er rigtig overraskede over, at det lykkedes. De er selvfølgelig vildt taknemmelige og overvældede,« fortæller Michael Bjørn.

Men hvorfor er Monty blevet så populær? Hvad er det, han kan?

»De er pjattede med hans udseende, og de er glade for de videoer, vi laver. De siger: ’It just made my day’. Jeg tror bare, at folk savner den glæde og den kærlighed, som hele Montys eksistens udstråler i den verden, vi lever i, hvor der er så meget negativitet på internettet, og så mange frygtelige nyheder. Det er et pusterum,« fortæller Michael Bjørn.

Er du én Montys fans, kan du glæde dig over, at der snart udkommer en kalender med billeder af Monty. Du kan også se frem til, at Monty bliver medvært på en nyhedskanal på Youtube, hvor der kun bliver fortalt gode nyheder.