En ny verdensrekord er sat. Fåret Chris fra vildmarken ved Canberra i Australien er den lykkelige vinder af verdensrekorden som det »uofficielt mest uldede får« – og en tiltrængt klipning.
Det var dog ikke kun af kosmetiske grunde, at det uldne får fik en tur under saksen. Den store mængde uld var ved at slå dyret ihjel, skriver BBC.
Det endte med at blive en stor slankekur for Chris, som efter klipningen nu kan glæde sig over at være 40 kilo lettere.
Og det var altså nok til at slå den tidligere uofficielle verdensrekord, som tilhørte fåret Shrek fra New Zealand.
Shrek blev fundet i 2004 efter seks år i vildmarken. Da fåret fra New Zealand blev barberet mistede det 27 kilo uld, skriver BBC. Hvor længe Chris har levet for sig selv i vildmarken, er der ikke svar på.
Det var dyreværnsorganisationen RSPCA (Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals), som redede det australske får og sørgede for, at Chris fik trimmet garnet. Resultatet er en markant slankere udgave.
Ifølge RSPCA var Chris fire til fem gange større end sin normale størrelse, før den livsnødvendige klipning, skriver det engelske medie.