Et redningshold mødte forgæves op, efter to mænd havde kørt galt i deres bil i New Mexico. Der var nemlig ingen personer, da redningsholdet kom frem.

Syv timer senere måtte redningsholdet igen af sted, da de to mænd endnu engang havde ringet efter hjælp. Denne gang var mændene til at finde. De var dog vågnet op et lidt specielt sted.

- Manden, der kørte bilen, påstod, at de var vågnet op på en mark fyldt med æsler, sagde Emanuel Gutierrez, politibetjent ved Statspolitiet i New Mexico.

Chaufføren forklarede politiet, at de havde været ude at drikke på en bar, og at de derefter ikke kunne huske mere.

Politiet kunne oplyse, at mændene havde fået ryg- og skulderskader på grund af biluheldet.

Biluheldet skete i byen Roswell, som siden 1947 har fået stor omtale, fordi en mulig ufo-episode fandt sted. Et objekt styrtede ned i byen, og der blev angiveligt fundet spor af aliens.

Siden da har folk omkring Roswell tjent gode penge, da turister er strømmet til byen.