Nogle gange skal man lige tænke tingene til ende, før man peger fingre ad andre. Det erfarede en 23-årig mand fra Cambridge i England, da han valgte at brokke sig over en lokal isenkramforretning til den lokale politistation. 

Dage forinden havde isenkræmmeren offentliggjort et sløret billede af den 23-årige mand i den lokale avis og på Facebook, efter den 23-årige angiveligt havde stjålet en industriel magnet fra butikken.

Heldigvis for butiksejeren var den langfingrede mand ikke tilfreds med butikkens efterlysning og frem for at holde lav profil, valgte han i stedet at henvende sig til politiet for at klage over, at billedet overhovedet var blevet publiceret.

»Du kan godt sige, at han ikke er den skarpeste kniv i skuffen,« lød det senere fra butikkens ejer, Neil Mackay, til The Telegraph.

Den 23-årige tyv, der til daglig arbejder som tagdækker, blev efterfølgende arresteret og tiltalt for tyveri.

Ifølge Cambridge News har tyven efterfølgende fortalt politiet, at hans familie havde genkendt ham på billedet, ligesom at han også mistede sit job i et tagdækkerfirma, da der begyndte at komme rygter om, at det muligvis var ham, der figurerede på efterlysningen.

Under afhøringerne fortalte tyven ifølge anklagemyndigheden, at hans familie begyndte at lide som et resultat af hændelsen.

»Min lillesøster blev mobbet i skolen, og min chef i tagdækkerfirmaet meddelte, at han ikke kunne stole på mig mere, og jeg mistede mit job. Jeg er meget ked af at blive anklaget for noget, jeg ikke har gjort,« lød det fra den tiltalte under retssagen.

I retten kom det ligeledes frem, at den 23-årige havde planer om at betale for magneten, men at han blev stoppet af de ansatte, før han fik mulighed for at betale.

Tyven blev idømt til at betale en bøde på 4.055 danske kroner, ligesom han også skulle betale for sagens omkostninger, der løb op i 6.286 danske kroner. Til sammenligning havde den stjålne magnet en værdi af 233 danske kroner.