Skeletterne vælter ud af skabet, efter et britisk ægtepar er stået frem og har fortalt, at de har vundet den tredje største lotto-gevinst i Storbritannien nogensinde.

En gigantisk lotteri-gevinst. Et lykkeligt par. Og masser af gode og velgørende hensigter.

Det skulle være så smukt og godt alt sammen, og så er det faktisk ikke særligt kønt at se på!

Tirsdag i denne uge stod britiske Angela og Dave Dawes frem og fortalte, at de var de heldige vindere af den tredjestørste lotterigevinst i Storbritannien nogensinde. Hele 864 mio. danske kroner havde parret vundet. Tredje gang var lykkens gang for 47-årige Dave og hans 43-årige kone. De vandt den enorme gevinst i det store lotteri, EuroMillions, som de kun havde spillet to gange før.

På et pressemøde fortalte de lykkelige vindere, at de vil bruge en stor del af pengene på at hjælpe deres familie og venner og udsatte børn.
 
Ja, faktisk ville de gøre 20 af deres nærmeste til millionære.

Men nu er spørgsmålet så, om de mange penge også er lykken. 

Selv om parret nu har råd til at kvitte deres ufaglærte job, gifte sig igen ved et drømmebryllup i Portugal og rejse til Las Vegas, så undrer det mange, at de har valgt at træde offentligt frem.

For knap har begejstringen over gevinsten lagt sig, og blitzlysene fra pressemødet med breaking news er slukket, før den engelske presse begynder at grave negative historier frem om parret. 

Angelas eks-mand står frem i tabloidaviserne The Sun og Daily Mail og fortæller, hvordan hun for nogle år siden skred fra både ham og deres dengang 12-årige søn, fordi hun havde haft et længere varende forhold til Dave.

Sønnen Steven Leeman, som nu er 17 år, fortæller til The Sun, at han ikke har en mor længere.

- Så vidt jeg ved, har jeg ikke en mor.

- Der er intet, hun kan gøre for at bøde for det, hun har gjort mod mig og min far, udtaler sønnen.

Selv om han og hans far bor tæt på moderen, har de ingen kontakt med hinanden. Steven fortæller avisen, hvordan moderen ignorerer ham, hvis hun tilfældigt møder ham på gaden.

- Siden hun smed mig og far ud, har jeg set hende 10 til 15 gange i byen, og hun gå bare lige forbi mig.

- Hun vil ikke engang kendes ved mig. Det er som om, jeg slet ikke er der, fortæller den bitre søn.

Og moderen skal ikke tro, at pengene vil bøde på såret, forsikrer han.

- Hvis hun ringede til mig og sagde undskyld og tilbød at give mig 10 millioner pund eller alle de penge, hun har vundet, så ville jeg ikke tilgive hende.  Det fremgår iøvrigt også af både far og søns udtalelser til de britiske medier, at Angela Dawes skylder sin eks-mand omkring 170.000 kroner.

Så vidt vides fremgik det ikke på gårsdagens pressemøde, om den lille klat-gæld er med på parrets liste over, hvad de mange penge skal bruges til.