Verdens højeste hund, granddanoisen Zeus fra Michigan i USA, er død. Han blev fem år, skriver huffingtonpost.com.

Zeus var kun få dage fra at kunne fejre sit to års jubilæum som verdens højeste hund ifølge Guiness Rekordbog. Han var 1,12 meter fra fod til ryg, men målte hele 2,13 meter, når han stod på sine bagben.

Hundens ejere, Kevin og Denise Doorlag, vil huske ham som 'en vidunderlig hund'. De vil især savne at have Zeus siddende på skødet, mens familien grillede på terrassen.

- Vi vil virkelig savne ham, siger Kevin Doorlang.

Som treårig vejede Zeus 70 kilo og spiste omkring 1 kilo hundemad om dagen. Før Zeus havde hunden Giant George rekorden som verdens højeste hund. Han var omkring 1,09 meter høj.