For nogle mennesker er det ikke nok bare at se op til deres idoler. Nogle personer ønsker decideret at ligne rollemodellerne og bruger derfor utrolig mange penge på at realisere ønsket.

En af dem er 43-årige Amanda Large fra Belfast i Irland. Hun blev så fascineret af Jack Sparrow, da hun i januar så den første film i Pirates of the Carribean-serien, at hun har fået ændret sit navn. Så nu hedder hun officielt Amanda Sparrow.

Derudover har kvinden, der er mor til fire, brugt mere end 40.000 kroner på at komme til at ligne piraten fra filmene. Pengene er blandt andet blevet brugt på tatoveringer, dreadlocks og guldtænder.

Efter en uge havde hun set alle fire Pirates of the Carribean-film. Og så startede forvandlingen, skriver The Independent.

»Jeg begyndte at implementere dele af hans look i mit daglige udseende. Jeg havde allerede dreadlocks og begyndte at tilføje perler og generelt gå efter et pirat-look,« skriver Amanda Sparrow på Facebook.

Hun kopierede piratens stil i en moderne udgave med løstsiddende bukser og herrefrakker, fortæller Amanda Sparrow.

Selv før hun bevidst forsøgte at ligne Jack Sparrow var hun forbløffet over de mange mennesker, der mente, hun lignede idolet, og hun blev ofte kaldt Kaptajn Jack Sparrow. Derfor besluttede hun sig for at gå hele vejen og gøre udseendet autentisk, fordi det var et interessant og sjovt projekt, skriver Amanda Sparrow.

Da det blev mødt positivt af folk, var det næste naturlige skridt at gøre det til en levevej, skriver hun.

Kort tid efter transformationen begyndte hun at få invitationer til begivenheder som en piratfestival og Belfast Pride. Det fik hende til at investere mere tid og flere penge i projektet.

Hun fik skæg og to guldtænder, der tilsammen kostede mere end 8.000 kroner. Og næste år håber hun at kunne få to guldtænder mere, fordi Jack Sparrow har fire.

»Jeg elsker dem, på trods af at de ser sorte ud, når man får taget billeder,« siger Amanda Sparrow til The Independent.

Tøjet og tænderne er dog en ting, der kan gemmes væk, når hun ønsker det. Noget andet er navneændringen, som har gjort den største forskel i Amanda Sparrows liv.

Jack Sparrow har givet hende selvtillid og hjulpet hende op på hesten, efter hun i 2010 mistede sin søn.

»Jack gav mig friheden til at være, hvem jeg gerne ville være, og det har givet mig mere selvtillid. Jeg elsker mit udseende, og jeg føler, at jeg hviler i mig selv. Det her er den, jeg er, og det har gjort en kæmpe forskel i forhold til, hvordan jeg har det med mig selv,« siger Amanda Sparrow.

Hun har skruet ned for arbejdet i dagligdagen, så hun nu er på deltid og arbejder som Jack Sparrow-imitator i weekenden.