Søndag eftermiddag byder på mere sne til Østjylland, Fyn og Sjælland. Derefter trækker Kong Vinter sig dog tilbage i denne omgang, lyder meldingen fra DMI.

»Der vil komme yderligere 5-10 centimeter sne lokalt. Men det er vådt sne, så det vil ikke fyge, selvom det blæser,« siger vagthavende meteorolog Thyge Rasmussen fra DMI.

Sneen vil ifølge DMI primært falde i Østjylland, på Fyn og Sjælland. Fra søndag aften vil snevejret ifølge DMIs prognoser holde en pause. Og mandag morgen byder i stedet på en ganske pæn dag med solskin i det meste af landet.

»Fra tirsdag kommer vi til at ligge på 6-8 grader, mens det flere nætter vil klare op og blive frostgrader,« siger Thyge Rasmussen

Midt på ugen vil vinden skifte over i vestlig retning, og det vil derfor virke koldere, oplyser meteorologen.

»Det ser også ud som om, at der kunne komme lidt slud eller sne natten til onsdag. Det ser dog ikke ud til at være særligt store mængder. Men prognoserne svinger del, så det sidste ord er nok ikke sagt i den sag,« lyder det fra Thyge Rasmussen.