Netop som danskerne har fundet bikini og badeshorts frem, vil solen og de varme temperaturer bliver afløst af torden og en god portion regn.

Sådan lyder meldingen fra DMI, der tirsdag morgen har udsendt et varsel om skybrud i størstedelen af landet.

»De fleste steder skal man være forberedt på tordenbyger og kraftig regn med risiko for skybrud. Jo længere man kommer mod nordøst, des større risiko er der for skybrud. Men hvor det bliver kraftigst er svært at sige helt præcist,« siger vagthavende Henning Gisselø fra DMI.

Kilde: DMI
Kilde: DMI
Vis mere

I de blåt markerede kommuner er der risiko for skybrud.

Ifølge DMI's prognoser vil regnbygerne komme fra den sydlige del af landet og bevæge sig østover i løbet af dagen.

»Den østlige del af landet får en pæn sommerdag med solskin og op til 28 grader, mens det bliver en kort fornøjelse for den vestlige del. Her vil man få regn allerede fra formiddagstimerne og lavere temperaturer,« siger Henning Gisselø.

Solskins-glade danskere behøver dog ikke at frygte, at sommeren nu for alvor er slut. Når regnen har passeret landet i løbet af natten til onsdag, vil solen nemlig komme tilbage og temperaturerne langsomt stige.

»Onsdagen vil byde på skyfrit vejr og temperaturer under 25 grader, men så kommer varmen tilbage torsdag og fredag, hvor det meste af landet vil få solskin og over 25 grader,« lyder det fra Henning Gisselø.

Ved skybrud er det risiko for, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter.

Ved skybrud kan vandet stige op i toiletter og gulvafløb, og derfor opfordres folk til at have kraftig plastik eller sandsække ved hånden til at dække med.