Fra mandag aften og store dele af tirsdag kan det potentielt blive en voldsomt våd omgang.

Store dele af landet ser ud til at blive ramt i det, DMI kalder for 'usædvanligt store nedbørsmængder'.

Hvis du planlægger at gå udenfor en dør mellem mandag klokken 20.00 og tirsdag klokken 20.00, så bør rådet lyde, at du skal sørge for at have regntøj og gummistøvler på.

For hvis du bor i den sydlige del af Jylland, Fyn, Sjælland og Sydhavsøerne så melder vejrudsigten om regn. Ikke bare lidt regn, men regn i så store mængder, at DMI har udsendt et såkaldt varsel.

Her er der tale om et gult varsel, der er af typen 'Kategori 1: Voldsomt vejr'.

Det skyldes, at der i de 24 timer, hvor varslet fra mandag aften er gældende, potentiel kan falde 'usædvanligt store nedbørsmængder' i det nævnte område.

Hos DMI kan man læse følgende om varslet:

»I varslingsområdet ventes nedbørsmængderne flere steder at overskride 30 mm på 24 timer, som er varslingsgrænsen, og kan lokalt komme op på 50 mm.«

Årsagen bag den mulige store mængde nedbør skal ifølge DMI findes i, at et lavtryk fra den Engelske Kanal trækker nordpå og sender regn over store dele af Danmark.

Hen mod tirsdag eftermiddag og aften falder temperaturen desuden til mellem to og seks grader. Og det kan betyde, at regnen nogle steder kan blive erstattet af slud.

Heldigvis er der opklaring at spore på bagkanten af den store mængde nedbør mandag og tirsdag.

Og ser vi frem med weekenden, så kan det muligvis for alvor begynde at dufte af forår med temperaturer op mod 16 grader.