Det varme og solrige sommervejr, vi har oplevet i den sidste del af juli, er blevet afløst af et skybrud og lidt køligere vinde, men i næste uge er der igen udsigt til ’gedigen sommervarme’ med over 25 grader.

Det skriver DMI i en splinterny månedsprognose.

En lidt køligere luft er allerede begyndt at strømme ind over landet. Der vil stadig være god mulighed for sol, men også byger, siger vagthavende meteorolog Janne Hansen til BT.

»Temperaturen er faldet lidt - i forhold til den varmebølge, der har været – til beskedne 17 til 22 grader. Der kan komme byger, men nogen sol fra tid til anden,« siger hun om denne uges vejr.

Næste uge, uge 31, ser det derimod anderledes ud.

'Efter en uge med lidt småkøligt vejr med vestenvind er der igen udsigt til en periode med gedigen sommervarme,' skriver DMI i den nye månedsprognose.

Der er nemlig tegn på en såkaldt højtryksopbygning over Europa, og det kan skubbe temperaturerne op over 25 grader.

Som altid med det danske sommervejr tager DMI nogle forbehold og meddeler, at der er kraftig lavtryksaktivitet nord for Skotland. Derfor kan Danmark komme til at ligge i en grænse-zone, hvor skyer og måske lidt regn vil passere.

'Der er dog ret gode chancer for, at den varme luft sidst på ugen efterhånden får mulighed for at strømme op over det meste af landet sydfra,' tilføjer meteorologerne.

Med lidt held fortsætter dette pragtfulde sommervejr og de høje temperaturer et godt stykke ind i uge 32. Men lavtrykket fra vest og varmen fra syd kan komme til at slås over Danmark.

'Fronter og regn presser af og til på fra vest, og i mødet mellem den varme og kolde luft kan der dannes kraftige regn- og tordenbyger,' skriver DMI.

I slutningen af uge 32 og i uge 33 tyder det på, at den lidt køligere udgave af det danske sommervejr vender tilbage. Men der skulle nu være tale om omkring 20 grader og gode chancer for sol alligevel.