På det seneste har solen skinnet en del på os danskere.

Men varmen er i den grad udeblevet – og sådan kommer det til at fortsætte.

»Der er stadig frostgrader mange steder,« fortæller DMIs vagthavende meteorolog Klaus Larsen tirsdag morgen ved 06.30-tiden.

Ved Horsens nåede temperaturen i nat helt ned på 3,8 graders frost.

Den kølige start på tirsdagen bliver akkompagneret af solen, men op ad dagen bliver det lunere med otte-ni grader. 

Samtidig må vi dog også vinke farvel til solen.

»Hele landet får nedbør, bortset fra Bornholm,« siger Klaus Larsen.

For der kommer et lavtryk med skyer og regn ind over landet nordfra.

Det kølige og ustadige vejr fortsætter ifølge DMI ugen ud.

»Behold frakken på i dag og frem til weekenden,« lyder rådet fra Klaus Larsen.