Efter en rekordvarm jul er der heller ikke i det nye års første måned udsigt til rigtigt vintervejr. »Det bliver nok tidligst til næste vinter, at vi får sne nok til at kælke,« siger meteorolog.

De børn, der har fundet kælke, bobslæder eller ski under juletræet, kommer med stor sandsynlighed til at vente til næste vinter med at få gaverne i brug, i hvert fald hvis det skal ske under hjemlige himmelstrøg.

Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra vagthavende meteorolog Klaus Larsen hos DMI.

»I hvert fald et pænt stykke ind i januar ser det ud til, at vi får mere af det samme milde og ustadige vejr, som vi har haft i december. Og ser vi længere frem, er det mest sandsynlige også, at et lavtryk ude over Nordatlanten sender varm luft ind over Danmark, så vi fortsætter med det milde vejr,« siger han.

På den lune side

Ifølge DMIs seneste tremåneders prognose, der blev udsendt 10. december, er tidligere prognosers forudsigelser om koldt vintervejr senere på sæsonen svundet ind til næsten ingenting. Det skyldes, at de dybere lavtryk ser ud til at ville gå vest og nord om Danmark, så vi kommer til at ligge på den lune side.

Forskere: Vejret opfører sig foruroligende

For at få vintervejr på vore breddegrader, kræver det enten, at vinden går om i øst, eller at lavtryksbanerne rykker længere ned over det centrale Europa, så vi kommer til at ligge i den køligere luftstrøm nordfra, hvor f.eks. Grønland lige nu har mellem 25 og 30 graders frost, forklarer meteorolog Klaus Larsen.

»Men lige nu tyder det på, at vi i hvert fald det meste af januar får en mild luftstrømning ind over Danmark,« siger han.

Han vil ikke helt udelukke, at der mod slutningen af januar eller i begyndelsen af februar kan komme køligere luft ned over Danmark.

»Men det er stadig usikkert, og under alle omstændigheder er havtemperaturen omkring os stadig så høj, at et eventuelt snefald hurtigt vil blive til sjap. Så det bliver nok tidligst til næste vinter, at vi får sne nok til at kælke,« siger han.

Stor forskel på vintre

Med temperaturer op til 11 grader blev juleaften 2013 den varmeste siden 1977, hvor der blev målt ca. 14 grader i Sønderjylland. Varmerekorden for december blev ifølge DMI sat 5. december 1953 med 14,5 grader, mens december 2006 havde den højeste gennemsnitstemperatur for hele måneden på 7 grader.

»Der har altid været variationer mellem milde og kolde vintre, det kan være meget forskelligt fra år til år,« siger Klaus Larsen, som afviser, at det lune vintervejr, vi oplever netop nu, har noget med den globale opvarmning af gøre.

Jorden har slået kulderekord

Den hidtil koldeste december var i 1981 med en gennemsnitstemperatur på fire frostgrader, og hvor der en enkelt gang blev målt helt ned til 26,5 minusgrader. Den koldeste januar måned var i 1942 med en gennemsnitstemperatur på 6,6 graders frost, mens den absoluttet kulderekord for en januar-dag blev sat i 1982 med minus 31,5 grader. Varmeste januar var 2007 med en gennemsnitstemperatur på fem plusgrader for hele måneden. Den hidtil varmeste januardag blev registreret i 2005 med 12,4 grader.