Synes du, at april har været en trist omgang indtil videre? Og at de kommende dages våde vejrudsigt bidrager til tristessen?

Så fortvivl ikke. For forårsvejret lurer lige om hjørnet.

»Lad os så slutte af med et lille lyspunkt, oven på al denne regnsnak,« skriver DMIs vagthavende meteorolog Lars Henriksen i en kommentar på vejrinstituttets hjemmeside.

Det gør han efter at have lovet, at flere fronter de kommende dage vil gøre Danmark plaskvådt – præcis som det var tilfældet mandag og tirsdag, hvor der lokalt faldt mere regn, end der plejer at gøre i løbet af hele april måned.

Men alt godt kommer jo til den, der venter, som man siger.

Weekenden står nemlig i forårets tegn.

Ifølge Lars Henriksen tegner især lørdagen til at blive oplagt til at nyde en kop kaffe på en fortovscafé i solen, gøre haven forårsklar eller gå en tur i skoven.

Her lover DMI mellem 13 og 18 grader og lokalt endda helt op til 20 grader.

Noget af et vejrskifte i forhold til denne onsdags tre til otte grader.

Søndagen bliver heller ikke værst med omkring 15 graders varme.

»Regnen slipper vi ikke helt for, det bliver dog i små mængder og så titter solen frem både lørdag og søndag,« lyder det fra Lars Henriksen.