Regn. Blæst. Kulde.

Der er ikke mange andre end charterbranchen, som jubler over den danske sommer i øjeblikket.

Også i denne uge får du mere brug for regntøj end solbriller og badetøj, men derefter ser det endelig ud til, at solen og sommertemperaturerne vender tilbage.

»Det ser ud til at vi får nogle rigtig gode dage mandag, tirsdag og onsdag i næste uge med en del sol og temperaturer op til 25 grader i den sydøstlige del af landet,« siger vagtchef hos DMI, Steen Rasmussen, til bt.dk, og understreger at også han har længtes efter noget mere sol og varme.

Også DMI's svenske og norske kolleger lover bedre vejr i Danmark til næste uge. Svenske SMHI lover eksempelvis hele 26 grader i Odense på næste tirsdag.

Læs også:

Årsagen til, at vejret langt om længe bliver mere sommerligt, er, at det lavtryk som i øjeblikket holder Danmark i et gråt jerngreb begynder at slippe sit greb mod slutningen af denne uge.

»Det bliver en grå, blæsende og våd uge. Men fra på torsdag begynder det at se bedre ud. Et højtryk vil efterhånden brede sig ind over Danmark og give bedre og mere stabilt vejr,« lyder vagtchefens lovende prognose.

Allerede fra på fredag aftager blæsten, i weekenden stiger temperaturen og fra starten af næste uge bliver det altså langt om længe sommervejr igen. Men dog ikke i hele landet.

Læs også:

»I det nordvestlige Jylland vil det stadig være noget køligere, idet Danmark ligger lige på grænsen mellem kold og varm luft. Så her kommer temperaturen kun op på 20 grader,« siger Steen Rasmussen.

Højtrykkene er ikke stærke nok til, at DMI kan love en længere periode med sol, sommer og strandvejr, men til næste uge får vi i det mindste langt om længe sol og sommertemperaturer igen.