Længes du efter shorts, solbriller og bare tæer i sandalerne, så fortvivl ikke. 

Efter et langt tilløb med kold luft og nattefrost, er det lune forårsvejr nemlig endelige lige om hjørnet.

I weekenden er der udsigt til et vejrskifte med sol og helt op til 20 grader nogle steder. 

»Det begynder søndag, hvor der strømmer en masse varm luft op over Danmark sydfra,« fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Lars Henriksen. 

Hvis prognoserne holder, lover han mellem 15 og 18 grader, og altså lokalt måske helt op til 20.

Men – for der er et vigtigt men:

Det er langt fra alle steder, det bliver lige varmt.

»Ved østvendte og sydøstvendte kyster bliver det slet ikke så varmt. Overhovedet ikke,« siger meteorologen, som forudser, at der kommer ret store forskelle på temperaturerne rundt om i Danmark. 

Det skyldes, at den kolde vind fra havet køler luften, forklarer han.

Det er blandt andet områderne som Køge Bugt, Stevns, Præstø, Møn og Bornholm, som må forvente lidt lavere temperaturer.

Derimod kan den sydlige halvdel af landet og områderne væk fra kysterne glæde sig til lunt og dejligt vejr. 

Det gælder blandt andet Sønderjylland og Vestsjælland. 

»Det er helt klassisk og helt typisk på denne årstid med så store temperaturforskelle,« siger Lars Henriksen.

Den rigtig gode nyhed er dog, at den kommende uge ser lige så fin ud. 

»Når vi kigger lidt længere frem ser det ud til, at vi får lidt lunere luft ind over landet. Det er et tegn på, at det lune forårsvejr holder et stykke tid,« siger meteorologen.