Nord- og Vesteuropa skal forberede sig på en omgang vinterkulde de næste tre måneder, melder vejrtjenesten Weather Services International.

Danmark har gennem den sidste uges tid været ramt af sne og frostgrader, og intet tyder på, at du skal lægge huer, vanter og halstørklæder væk lige foreløbig.

De næste tre måneder kan nemlig blive koldere end normalt i Skandinavien, lyder meldingen fra den internationale vejrtjeneste, Weather Services International ifølge Aftonbladet.

Overgangen til et koldere klima vil ske sidst i december og i begyndelsen af januar, hvor vi får en idé om, hvad vi kan vente resten af vinteren, siger Todd Crawford, meteorolog på WSI.

Vejrtjenesten er kommet frem til langtidsprognosen ved at studere høj- og lavtryk over den nordlige del af Atlanterhavet, der strækker sig fra øgruppen Azorerne til Island. I prognoserne kan man se, at det såkaldte NAO (Nordatlantisk oscillation), som påvirker strømningen i atmosfæren og derfor viser, hvor Nordeuropa får sit vejr fra, er negativt. Ved negativt NAO oplever Nordeuropa kolde vintre med beskedne nedbørsmængder, der til gengæld falder som sne og bliver liggende.

Blæst og regn til Danmark

Vinterkulden rammer dog ikke Danmark lige med det samme, fortæller Frank Nielsen fra DMI:

De næste to uger får vi mildere vejr, så sneen vil smelte inden for de næste par døgn. Vi vil opleve samme vejrtype, som den vi havde før jul - med masser af blæst og regn, siger han.

Læs også: Sådan bliver nytårsvejret