De danske somre kan nogle år få mange danskere til at fortryde, at de ikke havde booket en charterrejse med solgaranti til solen, men i øjeblikket er der nok ikke mange, der ærgrer sig over at holde ferie inde for landets grænser. Solen vil nemlig fortsætte med at vise sig fra sin allerbedste side hele weekenden. Det fortæller vejrvært på TV2 Vejret, Jens Ringgård.

- I dag er en dag med meget få komplikationer for en vejrvært. Vi får sol over hele linjen, og temperaturerne vil endda føles endnu varmere, end vi har været vant til indtil nu, fordi vinden har lagt sig, siger Jens Ringgård.



Han fortæller, at temperaturene lørdag forventes at komme helt op på 28 grader i det centrale og østlige Jylland, mens der ved kysterne vil være lidt køligere - men ikke under 20 grader. Selv ved Vesterhavet, hvor der plejer at være en god blæst, vil temperaturene helt ude i klitrækkerne være omkring de 20 grader ifølge Jens Ringgård.

Måske bliver det officiel badedag
Det høje solskin vil med garanti lokke mange mennesker ud til strandene, og det kan bestemt også betale sig at hoppe i bølgen blå i dag.

- Den højeste badevandstemperatur, vi har målt i år, har hidtil været 18,6 grader i gennemsnit. Når badevandet i gennemsnit er 19 grader varm, er det officielt en badedag og det forventer vi, bliver målt i dag lørdag eller i morgen søndag, siger Jens Ringgard.



Husk solcreme!
Selvom det er fristende at lægge sig ubekymret i solen, så er der alligevel vigtige forholdsregler, man ikke må glemme en dag som i dag. UV-indekset, dvs. intensiteten af ultraviolet stråling, rammer nemlig 6,2 lørdag.

- Det er højt for Danmark. Så det er absolut på med solcremen, siger Jens Ringgård, der også minder om, at solens stråler er allerstærkest mellem 12 og 15, så her er det godt at søge skygge.