Stormen Alexander rammer den jyske vestkyst tidligere end hidtil forventet. Til gengæld bliver Alexanders besøg over Danmark ganske kort.

Følg stormen LIVE her

Alexander har fredag formiddag vist sig at være lidt af en ”hurtigløber”, lyder det fra DMI. Stormen forventes at gå i land klokken 14 og være helt væk fra de danske luftlag igen ved 23-tiden.

»Det kommer til at gå rigtigt hurtigt, og den enkelte borger vil ikke opleve stormen mere end maksimalt et par timer, og de maksimale vinde vil rundt omkring kun strække sig over en time. Så er man til julefrokost, kan man bare tage sig en fadøl ekstra, og så er der sandsynligvis ro på derefter,« siger vagthavende meteorolog ved DMI, Frank Nielsen, til bt.dk.

Stormen løber altså over landet hurtigere end hidtil forventet, ligesom den heller ikke bliver så kraftig, som forventet. Med undtagelse af Bornholm der fortsat kommer til at kunne opleve vindstød af orkanstyrke.

Værre ser det derimod ud i Sverige, som nu forventes at få den hårde omgang, der først var tiltænkt Danmark.

Her kan du se Alexanders præcise timeplan, som den ifølge DMI ser ud klokken 10.45:

Cirka klokken 14: Alexander går i land på den jyske vestkyst

Cirka klokken 16-17 til 19: Alexander rammer Sønderjylland med vindstød op i nærheden af stormstyrke, 25 meter i sekundet

Cirka klokken 18 til 20: Alexander løber over Fyn, og især i det sydfynske kan der opleves hård kuling med vindstød af stormstyrke, tæt på de 30 meter i sekundet

Cirka klokken 20: Alexander rammer Sjælland, den sydlige del af Sjælland kan lokalt opleve vindstød af stormstyrke, tæt på de 30 meter i sekundet

Cirka klokken 21 til 22 : Alexander rammer København, vindstød op på cirka 28-30 meter i sekundet, i Nordsjælland 25-27 meter i sekundet

Cirka klokken 22 til 23: Alexander rammer Bornholm med vindstød af orkanstyrke, over 35 meter i sekundet

Følg Alexanders færden gennem hele fredagen LIVE her på bt.dk.