2015’s første tropenat er nu sat i kalenderen, og det var så langt mod øst, som man kan komme i Danmark, at den fandt sted.

Ved målestationen ved lufthavnen på Bornholm var temperaturen lige nede og røre ved de 21 grader omkring 22-tiden i aftes, men derfra kom den aldrig i nærheden af de 20 grader, som er grænsen for, hvornår det kan kategoriseres som en tropenat.

Omkring kl. 4, hvor de fleste sover tungest, var temperaturen endda kravlet helt op på svedige 23,5 grader.

Søndag bliver også brandvarm for de fleste, hvor det især er de østlige egne, der holder for. Op mod 32 grader kan det ifølge DMI blive til. Det melder de i deres seneste vejrudsigt udsendt lidt efter kl. 8 søndag morgen, men så bryder helvede formentlig også løs i aften og natten til i mandag, hvor regn- og tordenbyger kan kaste lokale skybrud af sig.

LÆS OGSÅ

Mandag bliver en helt anden oplevelse end weekendens vejr, når der diskes op med mellem 17 og 22 grader og noget mere vind, inden tirsdag faktisk bliver en fin dag med nogen sol og op til 25 grader.

Men så kommer der et chokskifte i vejret, for onsdag tager vinden til, temperaturerne falder og bygerne kommer, inden det torsdag kulminerer i en rædselsdag rent vejrmæssigt set. Der er meldt kuling (!), byger og temperaturer på mellem 15 og 18, så selvom det er juli og sommer, vil det føles som en klam efterårsdag.

Heldigvis ligner det ikke et startskud til en frygtelig weekend, for allerede om aftenen skulle vinden begynde at aftage, og fredag meldes der om tørt vejr med nogen sol, inden DMI kort fortalt har følgende forventning til næste weekends vejr:

’Mest tørt med stigende temperaturer.’