Den dobbelte ’Vild med dans’-vinder Vickie Jo Ringgard var tilfreds med resultatet af fredagens kvartfinale i 'Vild med dans', hvor Astrid Krag, Johannes Nymark og Sara Maria Franch-Mærkedahl klarede sig videre med deres partnere. Men nu frygter hun, at finalen bliver ”ulige”.

Så sent som tidligere på dagen fredag roste Vickie Jo Ringgaard ellers socialdemokraten Astrid Krag for hendes enorme udvikling og kaldte hende en værdig vinder af danseprogrammet. Men med de tre par, der nu er tilbage i konkurrencen, synes hun nu alligevel, at Astrid Krag og Thomas Evers Poulsen må ud i næste uge.

- Vi stod pludselig i en situation, hvor Sara Maria og Silas samt Astrid og Thomas var direkte videre. Og hvis det bliver de to finalepar, så bliver det altså en tam finale. Den bliver ikke sjov. Rent dansemæssigt vil det være ulige, og det ville være ærgerligt, siger Vickie Jo Ringgaard til bt.dk og fortsætter:

- Jeg er rigtig glad for, Johannes og Claudia gik videre. En finale med Sara Maria og Silas mod Johannes og Claudia har flere konflikter i sig; både Silas mod Johannes og Silas mod Claudia. De to kæmper jo mod hinanden om at vinde programmet  for anden gang. Den finale ville være megafed, siger Vickie Jo Ringgard og tilføjer, at det ikke er ondt ment mod Astrid Krag.

Ditte Ylva Olsen og Morten Kjeldgaard

- I kvartfinalen fredag aften leverede alle fire par på et højt niveau. De var alle rigtig gode, og det var den mest ligeværdige udsendelse, der har været i år.