Den norske totaltriumf fik lidt voldsom skuffelse med i den bugnende medaljekurv, da Emil Hegle Svendsen smed norsk sejr væk på sidste skydning i herrernes stafet.

Emil Hegle Svendsen trak selv det tunge lod alene at bære skylden for, at det ikke også blev norsk triumf på lørdagens 4 x 7,5km skiskydning. Den hidtidige OL-helt fejlede helt og aldeles i den afgørende skydning, så det russiske herrehold i stedet kunne sprinte en forløsende guldmedalje hjem foran Tyskland. Østrig tog sig af bronzemedaljerne foran tomhændede Norge.

Veteranen Ole Einar Bjørndalen havde gjort sit til at tilføje endnu en guldmedalje til sin rekord som alle tiders mest vindende atlet ved Vinter-OL, da han som tredje nordmand havde styr på sin skydning og afleverede Emil Hegle Svendsen i førerposition. Men den 28-årige Svendsen levede ikke op til den sublime skydning, han har leveret hidtil, og som har givet Norge guld i både massestarten og i mix-stafetten under OL i Sotji.

Ole Einar Bjørndalen følte med sin landsmand efter den skuffende afslutning på hans olympiske karriere.

- Det er en frygtelig situation nu og her, men vi er et hold, og vi gjorde rigtig meget godt i dag. Samtidig var der et rigtig højt niveau i denne stafet, og så var der ikke plads til at begå fejl. Er der nogen, der klarer det, så er det Emil. Han kommer stærkere tilbage. Vi står som et hold, og det er vigtigt, lød det fra veteranen.

Men skuffelsen bliver tung at komme af med for synderen. Først inviterede Emil Hegle Svendsen både Tyskland, Rusland og Østrig med ind i guldkampen, før den sidste skydning. Her missede Svendsen så hele fire skud og måtte ud på en strafrunde, der allerede havde sendt guldet til afgørelse mellem tyske Simon Schempp og den hurtigst skydende russer Anton Shipulin. Men russeren var ikke kun hurtigst med aftrækkerfingeren. Schipulin viste også i sporet, hvorfor han havde hentet de øvrige på skiene, og der blev aldrig tvivl om det russiske guld ved målstregen.