Det er snart december, og så bliver verden delt op i to typer af mennesker: Dem, der elsker jul, og dem, der ikke kan fordrage jul.

Og så er der lige en tredje – men mere sjælden type. Dem, der er lidt for besatte af jul. Kan du nikke genkendende til følgende symptomer, så bør du måske skrue en anelse ned for juleblusset, medmindre du absolut vil sende din omgangskreds på flugt fra dig selv.

1. Det var en festdag, da navneloven blev liberaliseret, så du kunne kalde din førstefødte Jesus. Det havde måske alligevel været lidt for meget at kalde ham Julemand, som egentlig var alternativet.

2. Siden midt-oktober har du måtte benytte bagdøren frem for hoveddøren i dit hus, da mængden af julepynt simpelthen har spærret for gennemgang flere steder i dit hus. En juleanretning, der ville gøre selv Gertrud Sand grøn af misundelse. Lidt, som The Grinchen. En anden film, du holder meget af.

3. Du har netop bestilt et gevir og et julemandskostume til din hund. Den skal også mærke, det er jul.

4. Hele december går du med nissehue. Som i hver dag. Du har endda fået specialsyet en nissehue, der kan sidde over din cykelhjelm, så du kan sprede julestemning (og julefrygt) på cykelstierne. Og det virker. Folk flytter sig i hvert fald.

5. Du har fået forbud mod at tænde lysene på dit hus mere end to timer ad gangen, da naboens datter sidste år var midlertidig blind, da hun ved et uheld faldt i staver over din 3X3 meter store julestjerne på dit tag, der lyser hele kvarteret op.

6. Forrige år blev du frosset ude af nisselegen på jobbet, da du satte alt for høje krav til din nisse. I år har du derfor lavet små gaver til dig selv, så folk stadig tror, at du er en del af legen. Desværre har de gennemskuet dig, hvilket gør hele situationen ret sørgelig.

7. Din drømmemand er lattermild og fåmælt med et stort hvidt skæg og en topmave. Og ligner Tim Allen - ham fra ‘Ti Tommelfingre’, der spiller julemand i ‘Tror du på julemanden?’, ‘Tror du på julemanden 2’ og ikke mindst ‘Tror du på julemanden 3’.

8. I hele december lever du en streng hedonistisk tilværelse, hvor du spiser grød til ethvert måltid. Det har du lært fra ‘Nissebanden på Grønland’. Morgen, middag og aften eeeer deeet risengrød (smask, smask, smask).

9. Dit hus er plastret til med julekalendre. For dig er det ikke nok med en enkelt eller tre. Faktisk har du så mange, at du må stå to timer tidligere op hver morgen i december for at nå at åbne dem alle.

10. Du hader nissehaderen fra Aftenshowet mere, end han hader nisser. På den baggrund har du oprettet gruppen ‘Alle dem, der synes nissehaderen er en idiot’ på Facebook. Gruppen har indtil videre fire medlemmer, hvoraf to kommer fra Asien, og den sidste er din mor, som konstant slår bageopskrifter op inde på væggen.

11. Derudover er du medlem af Facebook-grupperne: ‘Nu er det jul igen. Nu er det jul igen…’, ‘Hjemmelavet Jul’, ‘Jag älsker jul’, ‘Team Jul’ – og listen fortsætter.

12. Du har arrangeret op til flere ekspeditioner til Nordpolen i ‘Jagten på julemandens værksted’, men ledetrådene har desværre aldrig givet pote. Du føler dog, at du er tæt på et gennembrud.