Lige om lidt springer vi ind i år 2016, og på mange måder kan det næsten kun blive et bedre år end 2015 har været.

For selvom, der har været mange ting at glæde sig over i 2015, som Star Wars, Mø og dengang overborgmester Frank Jensen ikke kunne tælle ned fra 10, da han skulle tænde juletræet på Rådhuspladsen, så tror vi faktisk, at 2016 bliver bedre. Herunder lister vi et par af årsagerne.

 

Amerikansk præsidentvalg

Vi har allerede fået glæde af den amerikanske valgkamp i 2015, hvor især Donald Trump har stået for underholdningen. I 2016 bliver det imidlertid endnu sjovere, når valgkampen optrappes og kulminerer i et præsidentvalg den 8. november 2016. Det amerikanske valg er så tæt på, at det er spændende, men alligevel så tilpas langt væk, at det også bare er virkelig god underholdning, når Donald Trump (igen) siger noget virkelig upassende om en modstander. Vi glæder os til dramaet.

 

Intet EU-valg

Demokrati er vigtigt, men det var nu noget af en ulidelig kamp at komme igennem den afstemning om EU-retsforbeholdet. Både fordi vi var vidne til skræmmekampagner om alt fra pædofili til demokratiets undergang. Og så var hele afstemningen så kompliceret, at det krævede mere end én valgtest at forstå skidtet. Det bliver dejligt med en lille pause fra det i 2016.

 

Et vanvittigt koncertår

Rihanna og The Weeknd, AC/DC, Adele og Justin Bieber. Det er bare nogle af de verdensstjerner, der slår vejen forbi Danmark i 2016, som dermed allerede nu tegner til at blive et rimelig lækkert koncertår. Desværre er de fleste af ovennævnte koncerter faktisk allerede udsolgt, men der er stadig billetter til eksempelvis Roskilde Festival, som allerede har annonceret navne som P.J. Harvey og Tenacious D, ligesom Northside i Aarhus har annonceret navne som Beck, Sigur Rós og Iggy Pop. Med andre ord: 2016 bliver året, hvor du skal til koncerter hele tiden.

 

Klimaet får det lidt bedre (måske)

I år har december været helt usædvanlig varm. Kan du huske, hvornår det sidst har været 10 grader lige inden jul? Nej vel? Det bliver varmere og varmere på kloden, og det kan vi mærke, ligesom det heller ikke er sådan helt godt i det lange løb. Regeringen meddelte i 2015, at der skal spares 340 mio. kr. på klima og miljø, men heldigvis endte klimakonferencen COP21 i Paris i december med, at verdens FN-lande blev enige om en klimaaftale, der har som mål, at verdens temperaturer ikke må stige med mere end to grader. Og det er da, om noget, et skridt i den rigtige retning.

 

Superhelteamok

Hvis du er superheltefan, bliver 2016 et godt år for dig. De store studier spytter nemlig superheltefilm ud i en lind strøm, og vi kan både glæde os til ‘Deadpool’, ‘Batman vs. Superman: Dawn of Justice’, ‘Captain America: Civil War’, ‘Suicide Squad’ og ‘X-Men: Apocalypse’ er bare nogle af de titler, der får premiere i 2016. Især ‘Suicide Squad’ har allerede i 2015 været omgærdet af en hel del hype, da Oscar-vinder Jared Leto skal spille rollen som Jokeren – en rolle den nu afdøde skuespiller Heath Ledger vandt en Oscar for, da han spillede Jokeren i Christopher Nolans ‘Batman: The Dark Knight’. Vi glæder os til at se, om Leto gør det lige så godt.

 

Leo får endelig den Oscar

Og nu vi er ved Oscar-statuetter. Leonardo DiCaprio er en af de få skuespillere, der nærmest ikke har sat en fod forkert, når det kommer til præstationer og filmvalg. Alligevel har han endnu ikke fået en gylden statuette for nogen af sine præstationer – og det er efterhånden blevet til lidt af en joke, at han kan blive forbigået så mange gange. Men meget tyder på, at 2016 endelig kan blive Leos år takket være filmen ‘The Revenant’, som sidste års Oscar-vindende instruktør Alejandro González Iñárritu står bag. I hvert fald spår flere internationale filmmedier skuespilleren gode chancer, og han er da også allerede nomineret til en Golden Globe for sin rolle – og det er som regel et godt skridt på vejen til Oscar-statuetten. Vi krydser fingre.