Er du også blandt de mange danskere, der inden for de næste par dage skal med juletoget, så kan du godt forberede dig på følgende togudsigt.

Der er nemlig en hel masse irriterende elementer, du ikke kan slippe udenom, når du tager toget på en stor rejsedag lige op til jul.

1. Kæmpekufferter

Kæmpekufferter, sportstasker og blå IKEA-poser vil uden tvivl udgøre en forhindringsbane i mellemgangene, når du skal gennem toget. Folk skal jo have deres julegaver med hjem, og det betyder bare mere bagage, end DSBs alt for små hattehylder kan klare.

2. Skrigende børn + tilbehør

Småbørn er altid fast inventar i DSB-toget, men det berører som regel kun dem, der har bestilt plads i familiekupeen. Og selvom de små størrelser kan være udfordrende for øregangene, så er der ingen vej uden om dem. Vi føder i forvejen alt for få børn, så løsningen er bare at tage en par ørepropper med, og måske trøste dig med, at det i det mindste ikke er dig, der har jobbet som forsørger til et barn i et proppet DSB-tog.

3. Forsinkelser

Er der en ting, du kan regne med, når det kommer til DSB, så er det forsinkelser. Hvis det ikke er sporarbejde, så er det signalproblemer eller noget med, at dørene ikke kan lukkes. Eller blade på skinnerne, eller luften, der er lidt mere besværlig end normalt. En ting er sikkert: Der er altid noget galt.

4. Teenagere med kæmpecomputere

Det er en ærgerlig situation, hvis du uheldigvis skulle blive parkeret over for en teenager. Folk på 16 år er bare ikke dannede mennesker endnu, og derfor har de heller ikke hundrede procent styr på, hvad ‘god opførsel’ egentlig er. Det er typerne, man skal skubbe en smule til (de kan ikke høre noget, for de har hørebøffer på), for at få dem til at fjerne deres tasker fra sædet ved siden af, så den gamle dame kan få en plads. Og det er også typerne, der fylder hele den sparsomme bordplads med deres kæmpe Acer-laptops, cola og ostepops. Endelig er der også typerne, som taler lidt for højt med deres venner, kærester og veninder, når weekendens fest skal analyseres over telefonen.

5. Toiletkø

Tis af, inden du skal med toget, for guds skyld. For det første kan du ikke regne med, at togets toilet virker. For det andet skal du helt sikkert stå i kø til toilettet på store rejsedag. For det tredje er toilettet ret ulækkert, når det udsættes for massivt menneskepres.

6. Sult og tørst

Det er ligeledes en god idé at fylde tasken med mad og drikke, inden du står på toget. Salgsvognen er der ikke længere. Og med DSBs held, så er klimaanlægget formentlig også i stykker, så toget er fuldstændigt overophedet. I sådan en situation er det smart med en flaske vand, så man ikke dehydrerer.

7. Julestress

Sidst men ikke mindst kan du forvente julestress i DSB-toget. For selvom folk er gået på ferie, så er togturen ikke den del af ferien, man ser frem til. Det er tværtimod noget, der skal overstås så hurtigt som muligt – også selvom DSB tydeligvis gerne vil have, at du bliver en time længere. Folk er derfor ikke i det bedste humør, og det gør bare turen mere udfordrende.

God tur – og held og lykke.