Modeugen i København lakker mod enden. Og især et tøjmærke er nok ekstra glade lige nu.

For deres modeshow, der fandt sted på restaurant Josty på Frederiksberg, er nået verden rundt.

Det er gået viralt, og blandt andet amerikanske Vogue har delt en video fra showet, skriver TV 2 Kosmopol

Men hvad var det så, der skete, som var så særligt?

Jo, efter otte minutter, hvor modeller havde gået catwalk frem og tilbage mellem restaurantens borde, slog en kvinde, der sad ved et af bordene, på sit vinglas.

Umiddelbart lignede hun en almindelig modeshow-gæst. Men det var hun ikke.

Efter hun havde klinget på sit glas, rejste hun sig nemlig op og begyndte at posere. Og så skete det, de færreste nok havde set komme.

Da hun begyndte at gå, tog hun hele dugen med sig, så glas og tallerkener med mad fløj af bordet.

Dugen var nemlig en del af hendes kjole.

Det er tøjmærket (di) vision, der stod bag showet, og modellen, der stjal al opmærksomheden er Sarah Dahl, der også selv har delt øjeblikket på sin Instagram.

Her skriver hun, at hun var »sindssygt nervøs over at lave scenen til showet.«

»At vide, hvor hårdt I og hele teamet arbejder for at få de her ting til at ske, gjorde mig nervøs, men mest ekstremt spændt. Jeg kan ikke takke jer nok for, at I valgte mig og stolede på mig i processen med at få dette øjeblik til at ske.«