Ringenes Herre-filmene kunne måske have været endnu bedre, end de allerede er. David Bowie kunne nemlig have været med.

Det nu afdøde musikikon har i hvert fald været til audition på en af rollerne i filmen, fortæller skuespiller Dominic Monaghan til Huffington Post.

Monaghan endte selv med at spille rollen som hobbitten Merry i trilogien, og han kan huske at have set David Bowie komme til casting samme dag, som han selv var til casting på netop rollen som Merry hos casting-bureauet Hubbard’s i London. Efter Monaghans audition fik han at vide, at det gik godt og fik besked på at vente i fem-ti minutter, så ville han få feedback. Og mens han ventede, kom skuespillerens store musikalske idol pludselig ind ad døren.

»Mens jeg sad og læste et magasin og ventede, kom David Bowie ind og underskrev på en liste og gik derind (i casting-lokalet red.),« fortæller Dominic Monaghan til Huffington Post.

Han ved ikke, hvilken rolle, Bowie gik til casting på, men han fortæller, at han har en klar fornemmelse.

»Jeg formoder, han læste til rollen som Gandalf. Jeg kan ikke komme i tanke om en anden rolle, han ville have været til casting på. Han har måske læst en anden rolle, men jeg er en kæmpe David Bowie-fan, og jeg var så heldig at kende hans søn, så bare det at se ham var meget specielt for mig,« forklarer Monaghan.

David Bowie døde den 10. januar i år af en kræftsygdom, som han havde kæmpet mod i 18 måneder. Udover sit omfattende musikkatalog spillede Bowie også flere filmroller, blandt andet rollen som Jareth i filmen ‘Labyrinth’.