Han søgte egentlig ind mod kirken for at få ro, men endte i stedet med at skabe lidt af en scene.

Onsdag fik sognepræsten Bernhard Kofod i Sct. Albani Kirke i Odense sig noget af et chok, da han opdagede en fuld og blødende mand i sin kirke.

Det fortæller TV 2 Fyn.

Den fulde og blødende mand var en 22-årig mand fra Randers, der havde fået for meget at drikke.

Til TV 2 Fyn fortæller sognepræsten, at den fulde mand havde søgt ro i kirken klokken 5.

I stedet for fred og ro valgte manden dog at vælte og fjerne alle lysestager fra kirkens højalter.

Han valgte også at smadre en indsamlingskasse, der var tiltænkt fattige, og kaste op i en skål i kirken.

Ifølge sognepræsten var manden formentlig snublet over en snor, og så havde han forinden væltet et julekrybbespil i kirken, og derfor blev en ambulance tilkaldt for at tilse den blødende mand.

»Vi var utroligt heldige,« siger sognepræsten Bernhard Kofod, da intet af værdi blev smadret.

Selvom sognepræsten ikke havde lyst, var han nødt til at tilkalde politiet af hensyn til forsikringer.

Den 22-årige mand blev sigtet for hærværk.