Indimellem kan man godt føle sig overset.
Det er som regel dem, der skiller sig ud og råber højest, der får al opmærksomheden i medierne, rundt om spisebordet og i den offentlige debat.
Og det er der nok en god grund til. Men derfor kan alle de helt almindelige og gennemsnitlige typer godt føle sig en smule overset.
Det vil vi på BiTE rette op på. Derfor sætter vi her fokus på nogle af alle de helt almindelige, normale, og måske endda halvkedelige kedelige mennesker, der bare ikke orker al den drama.
LÆS OGSÅ: 5 Messerschmidt-bommerter fortalt med GIFs
Folk, der bare brænder for at få fri
Det eneste rigtige i livet er at brænde 100 pct. for sit job. Ellers kan man ikke være lykkelig. Det har man indimellem fornemmelse af, når man læser et af de utallige ‘mit job er min passion’-portrætter, der oversvømmer medierne. Faktisk skal man helst brænde så meget for sit job, at man brænder ud. Men hvorfor egentlig? Hvad er der i vejen med at brænde for at få fri. Intet. Absolut intet. For hvis vi alle skulle lave lige nøjagtig, hvad vi havde lyst til, så ville der være alt for mange løvepassere og alt for få skraldemænd. Og nej, vi siger ikke, at der ikke findes lykkelige skraldemænd.
Teenageren, der ikke har behov for at gøre oprør
Interessante mennesker har som regel en interessant baggrund, der som oftest involverer et eller andet form for teenage-oprør. Det er næsten som om, man ikke kan finde en personlighed uden. Sandheden er dog, at det langtfra er alle, der har haft behov for at gøre oprør. Ikke alle er velsignet med håbløse forældre, men den historie er ligesom bare ikke spændende nok. Så man holder den for sig selv. Eller finder på en fiktiv historie, om dengang man rejste til USA og mødte en hjemløs mand på 134 år. Ja, vi taler til dig Jacob Holdt. Og måske derfor hører man sjældent interessante personer berette fra deres fuldstændig begivenhedsløse barndom. Hvis Jacob Holdt havde haft en superkedelig tur til USA i 70’erne, så var hans bog nok heller aldrig blevet den succes, den er i dag.
Kæresten til vegetaren
Man kan vælge at beundre folk, der har valgt ikke at spise kød. Folk, der ofrer sig for en højere sags tjeneste. Man kan også vælge at lade være. Og i stedet føle medlidenhed med dem som ikke selv har valgt, at de hver dag skal konfronteres med fraværet af livets krydderi, bacon. Nemlig kæresten til vegetaren. For uanset hvad, så vil kæresten til vegetaren altid stå i en tabersituation. Selv hvis han eller hun vælger at spise kød på trods af kærestens protester, så står desserten formentlig på dårlig samvittighed.
Unge uden forældre med 25.000 kr til Balmain-shopping
Dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed. Det kan man i sandhed sige om de unge, der i begyndelsen af november skabte debat, da de bruge tre hele dage på at ligge i kø til H&M’s nye Balmain (udtales Bahl-mahhhhn)-kollektion. Særligt en fyr løb med al spotlyset, da hans forældre havde foræret ham 25.000 kroner at shoppe for. Men hvad med alle de unge, der ikke har forældre med 25.000 kroner i overskud til børnenes tøjvaner? Dem, der kun har råd til den lejlighedsvise Wood Wood-hættetrøje. Ja, dem hører man aldrig om.
Personen, der hverken kan lide katte eller hunde
Det er populært at sige, at der findes to typer af mennesker i verden. Dem, der er til katte. Og dem, der er til hunde. I den ligning glemmer man bare lige dem, der hverken kan lide hunde eller katte. Og faktisk glemmer man også dem, der både kan lide hunde og katte. Men lad os være ærlige, den slags ubeslutsomme typer gider vi ikke bruge for meget tid på. Til gengæld burde vi anerkende, at dyr altså ikke vækker varme følelser hos alle. Nogle mennesker kan helt køligt og uden tøven afvise et par store runde hundeøjne eller en lille kattepote i ansigtet – og det skal respekteres.
Den mellemvægtige
Vægt og kropsidealer er et emne, der vil være til debat, indtil den dag solen brænder ud. Skal fedme betragtes som en sygdom, eller må overvægtige bare tage sig sammen? Er modellen i Cover for tynd, eller er det nu engang bare sådan, at nogle piger er virkelig tynde, og det må vi acceptere? Holdningerne er mange. Men hvad med dem, der hverken vejer for lidt eller for meget i samfundets øjne? Dem, der bare er sådan midt i mellem og har det fint med det? Sådan en type får næppe et fremtrædende klummespot i Politiken, men mellemvægtige kan faktisk også have ting på hjerte, skal vi huske.
Leverpostejshjelmen
Man er enten til blondiner eller brunetter, og en sjælden gang møder man en tosse, der foretrækker de rødhårede. Men så stopper farvespektret også der. Har du måske nogensinde hørt én sige, at han eller hun foretrækker en leverpostejshjem, når der skal vælges mage? De bliver med andre ord altid overset i den diskussion. Faktisk virker det indimellem som om, at de slet ikke eksisterer – og det er på trods af, at der er tale om en forholdsvis stor del af befolkningen. Her på BiTE måtte vi selv komme op med leverpostejshjelmen i mangel på anden betegnelse. Og det er er da meget muligt, at farven vækker omtrent lige så meget begejstring, som et kommunalt printerrum. Men det betyder altså ikke, at personligheden også er farveløs, og ikke fortjener anerkendelse.
