Stigende boligrenter og energipriser er formentligt ikke længere bekymringer for et nordsjællandsk par fra Allerød, der har vundet syv millioner kroner i Lotto.

Søndag morgen tikkede en mail ind i den mandlige lottovinders indbakke. I mailen stod, at han havde vundet syv millioner kroner.

»Man vågner og tjekker lige, om der er nyheder, og så var der en mail… og den mail, kommer jeg ALDRIG til at slette,« fortæller manden.

Til at begynde med troede manden ikke på det. Først da forskuddet af lottogevinsten på 200.000 kroner gik ind på kontoen, kunne han slippe glæden løs.

»Min hustru kigger på mig og siger: 'Hvad er der sket? Er der noget galt?' Jeg får fremstammet, at vi vist har vundet syv millioner i Lotto … og så kigger vi på hinanden lidt perplekst. Det går ikke op for os, hvad der er sket,« forklarer manden og fortsætter:

»Man får så mange af de her mail. Man er i tvivl, man tjekker og dobbelttjekker.«

Manden ved ikke, hvad pengene skal bruges på. Men efter snak med Danske Spils millionærrådgiver er der både snakket om investeringer, afdrag på lån og pension.

»Syv millioner giver en tryghed og en frihed og en helt unik mulighed for at købe noget tid i fremtiden. Det er det, jeg synes er helt fantastisk for os,« siger manden.