Det danske tøjmærke Wood Wood overlever – trods den nylige konkurs.

Ifølge en pressemeddelelse har modegiganten DK Company købt stumperne af selskabet, der længe har været i store vanskeligheder. 

»Vi overtager et ikonisk brand, som har været med til at sætte dansk mode på landkortet igennem en lang årrække,« lyder det fra DK Company-topchefen Jens Poulsen: 

»Vi har den dybeste respekt for Wood Wood og den sjæl, som ligger i historien, og evnen til at indgå i spændende co-labs.«

Det var ellers midt i marts, at Wood Wood blev begæret konkurs.

Forinden var gået en tid, hvor der var blevet lukket butikker i både Danmark og i europæiske storbyer som Berlin og London.

Seneste årsregnskab havde desuden ildrøde tal med et underskud på 32 millioner kroner.

Allerede i forbindelse med konkursen udtalte kurator, det der var kontakt til mulige købere, og nu er der altså alligevel en fremtid for Wood Wood, der blev grundlagt for mere end 20 år siden.

DK Company er en absolut kæmpe i den danske modeindustrí og står bag tøjmærker som Ball, Blend, b.young, Fransa, InWear, Matinique, Part Two samt Solid, og nu kommer Wood Wood altså ligeledes ind under porteføljen.