Tidligere spillere og medier bekymrer sig over den tilsyneladende skrøbelige sindstilstand på det brasilianske landsholdet.
Det var noget særligt, da de brasilianske spillere brast i gråd efter sejren over Chile. Sådan som Neymar næsten hulkende gemte sit ansigt i sine hænder. Sådan som Julio Cesar lod tårerne rinde i et direkte interview. Sådan Brasilien har aldrig set sine spillere før, har jeg forstået, og det bekymrer dem.
Legenden Zico har opfordret til øget selvkontrol, og anføreren hos verdensmestrene fra 1970, Carlos Alberto, har sagt det direkte:- Spillerne græder, når de synger nationalsang, når de slår sig, når de sparker straffe! Kom nu... Stop med at græde. Det er nok, sagde Carlos Alberto vred og bekymret efter Chile-kampen, og jeg tør dårligt forestille mig hvad han tænkte, da Luiz Felipe Scolari tirsdag indkaldte psykologen Regina Brandao til en ekstra seance med holdet for at hjælpe dets mentale tilstand.
I går besøgte jeg den brasilianske lejr i Teresópolis, hvor det brasilianske landshold træner. Neymar var gæst på pressemødet, og efter tre dages national bekymring på holdets vegne, kunne forbundet ikke have valgt en bedre repræsentant. Smilende. Charmerende. Venlig. Thumbs up til dem, han kendte blandt publikum.
- Fysisk og følelsesmæssigt er vi klar. Der var meget på spil mod Chile, og jeg var meget bevæget. Vi reagerer alle sammen forskelligt, og det var min måde - at græde. Ikke af sorg, men af glæde, sagde Neymar fra podiet.
I de seneste dage har landstræner Felipe Scolari kæmpet en offentlig kamp for at få de brasilianske medier til at hjælpe deres landshold. Hvorfor skal I pege på problemer? Jeg kunne godt have tage andre midtbanespillere med, men det er dem her, jeg har valgt. Hvorfor skal I lægge unødvendigt pres på dem, når vi alle ønsker, at Brasilien vinder VM?
Forleden gjorde han så noget usædvanligt. Felipão, som de kalder deres landstræner, samlede de mest magtfulde af pressens mænd. Seks af dem, der bliver lyttet til. Udpeget i en hær af journalister fra verdens femtestørste land, hvor fodbold fylder mere end i de fire største tilsammen. Han samlede seks mænd uden for den normale procedure og talte til dem som ligesindede.
Resten af Brasiliens mediemølle accelererede, for hvorfor skulle ikke alle have lige adgang, og hvad var dette nu et udtryk for? Ville Felipão nu alliere sig med nogen, der var vigtigere end andre? Var dette der endelige bevis på, at han havde mistet kontrollen og forsøgte at beskytte et konstant grådlatent hold i psykologbehandling?
En af de udvalgte var Juca Kfouri. En journalist og meningsdanner, der er kendt for sin kritiske dækning af landsholdet og fodboldforbundet CBF. Ham mødte jeg i går.
- Jeg var udvalgt, fordi Felipão kan lide mig. Vi mødtes som venner, og vi talte stille og roligt, sagde Kfouri med en afvisende tilføjelse.
- Okay?!
Ville han bede jer bakke mere op om Brasilien, end I har gjort indtil nu?
- Nej, nej. Der er intet mærkeligt i det her. Det er normalt. Okay?!
Så du tror ikke, det havde noget med det pres at gøre, som, mange mener, han er under?
- Nej, det havde ikke noget med pres at gøre. Okay?!
Jeg kender ikke denne Juca Kfouri. Men skulle jeg have gættet på, hvordan han ville være, hvis vi mødtes, havde jeg gættet på noget andet. Manden, der bag tasterne ikke er bleg for at jorde sit landshold, landstræneren eller forbundet, minder mest af alt om en mand, der er bange for at blive afsløret i at være stolt over at blive udvalgt.
Forleden læste jeg, hvordan redaktøren fra det store engelske fodboldmagasin FourFourTwo indrømmede, hvordan det varmede, da Ronaldo havde tiltalt ham ved navn. Måske havde Juca Kfouri det på samme måde, da Felipe Scolari pegede på ham. Hvem ved, om det i så fald lettede presset.
Teresópolis er beboet af velhavende brasilianere, der enten permanent eller i dele af året har slået sig ned i den friske luft med muligheden for at få besøg af en lille abe eller måske en papegøje. Her er temmelig idyllisk, og skulle man gætte på humøret i truppen efter sådan en formiddagstræning med to dage til kvartfinalen, ville man ikke have gættet, at der var brug for en psykolog.
Jo altså. En psykolog behøver jo ikke blot symptombehandle, men sådan som Scolari fik det formuleret, var hun hentet ind for at hjælpe med at lettet et mentalt pres. Dét ville man ikke have troet nødvendigt, sådan som de tumlede rundt og hoppede op på ryggen af hinanden og hyggede sig. Dét ville man ikke have troet efter at have hørt Neymar på pressemødet bagefter.
- Der er et pres ved at spille VM, og det er en drøm for mig at få lov at opleve. Siden jeg så Ronaldo spille VM og score mål, har det været min drøm at gøre det samme. Alle har et ansvar. En fotograf har ansvaret for at tage gode billeder. Mit ansvar er at spille god fodbold. Det er det bedste ansvar, jeg kan få. Hvis jeg er glad, sker det helt af sig selv, sagde Neymar og så glad ud.
Helt uden at græde.
