Den danske landsholdsspiller Katrine Veje måtte for to år siden vende snuden hjem mod Danmark. Igen.

For anden gang i karrieren mærkede hun noget i maven, som hun ikke kunne ignorere.

En knugende følelse af afsavn til familien havde vokset sig for stor, og derfor tog en af det danske landsholds største profiler - med knap 150 landskampe på cv'et - konsekvensen.

Hun sagde farvel til drømmen om et liv i udlandet og sagde i stedet goddag til trygge rammer og en kontrakt på den anden side af Øresund i FC Rosengård - med bopæl i København.

»Det var nok en blanding af, at jeg på det tidspunkt havde været skadet i Arsenal og fået lov at træne op i Danmark, at coronapandemien var i gang og at jeg selv havde været væk hjemmefra i mange år, som gjorde, at jeg havde brug for at komme hjem og trække vejret for at blive klar til nye eventyr.«

»Jeg er et sindssygt stort familiemenneske og tryghedsmenneske,« fortæller Veje over en videoforbindelse fra Australien, hvor hun for tiden tørner ud til VM med det danske landshold.

Første gang, at savnet til familien trak hende hjem fra udlandet var i 2015.

Dengang havde Veje landet en flot kontrakt i USA hos Seattle, men efter ni kampe afbrød hun opholdet og vendte hjem til dansk fodbold.

Men siden kaldte udlandet og Arsenal på Vejes kvaliteter - og i 2022 kom så endnu et udenlandsk eventyr efter opholdet i Danmark, da landsholdsbacken skrev under med Everton i den bedste engelske række.

Og det er indtil videre et lykkeligt eventyr.

For med dansk træner i form af Brian Sørensen og tre danske medspillere i truppen, ja, så er der lidt af hjem i det nordlige England til at dulme følelsen af hjemve.

»Det er dejligt at have den tryghed på holdet,« smiler hun.

Selvom der nu er en ekstra tryghed i de danske kollegaer i Everton, så har karrieren også givet erfaringer at støtte sig op ad.

»Jeg er blevet bedre til at nyde mit eget selskab. Og så har jeg en god base her i Manchester med venner inden- og udenfor fodbolden, og det trives jeg med.«

Katrine Veje og kvindelandsholdet tørner mandag klokken 12:30 ud mod værtsnationen Australien. Følg opgøret på bt.dk.