Det danske kvindelandsholds verdensmesterskab har budt på meget ventetid.

Faktisk har de hele to gange skulle vente seks dage på næste kamp.

»Det er underligt, fordi der er lang tid i mellem,« fortæller Luna Gevitz over en videoforbindelse fra Australien, hvor hun mandag fik slutrundedebut for det danske landshold:

»Men vi tager en dag ad gangen for at forberede os bedst muligt, og lige pludselig er det kampdag. Det er lidt vores egen verden, som vi er i hernede.«

Med enkelte fridage under slutrunden har de danske damer fået mulighed for at opleve storbyen Perth.

Hverdagen skal dog også passes. Det betyder træning og restitution. Men også brætspil.

»Puslespil har været den store ting i år. 'Partners' er der altid gang i. Kortspil og filmaftener. Vi har også taget FIFA med herned, og det har der også været godt gang i,« siger Luna Gevitz.

Særligt i brætspillet 'Partners' bliver der kæmpet mod hinanden.

»Der er nogle makkerpar, som går igen, og har nogle opgør mod de andre. Personligt kan jeg rigtig godt lide at slå Emma Snerle og Signe Bruun – det er de bedste at vinde over,« griner hun.

Også Katrine Veje anerkender, at der var lang ventetid mellem de to første kampe, der også bar præg af meget rejse tid mellem Perth og Sydney. En tur, der nu venter endnu en gang. 

»Da vi så skemaet hjemmefra, tænkte vi ‘oh shit'. Men jeg vil faktisk sige, at det ikke har været så slemt overhovedet,« siger hun og uddyber:

»Vi har et chartret fly og går direkte igennem til flyveren, får masser plads til at kunne sove, se film, læse en bog eller hvad folk nu har brug for, og når vi lander, bliver vi hentet og kørt frem til hotellet.«

Nu skal holdet bare igennem den sidste tid, inden de mandag tørner ud mod værtsnationen.

Onsdag handlede om restitution, torsdag havde holdet en kort træning på græs, og fredag bruges på at rejse til Sydney.

»Så vi nyder at have seks dage til at komme ned i gear nu. Det er rart inden en vigtig kamp,« afslutter hun.

Danmark møder Australien mandag klokken 12.30 - følg opgøret om kvartfinalepladsen på bt.dk.