For første gang nogensinde er Sanne Troelsgaard alene til en slutrunde med Danmark, uden tvillingesøsteren, Lotte Troelsgaard, er med på sidelinjen.

Mens Lotte Troelsgaard har været med familien på ferie i Spanien, har Sanne Troelsgaard spillet kampe i Australien ved det igangværende VM.

»Det er vildt, at hun er på den anden side af jorden, og jeg ikke er der til at bakke op. Der har været nogle samtaler og noget, vi lige skulle snakke i gennem,« siger Lotte Troelsgaard.

For søsteren har ikke været, som hun plejer.

Sanne Troelsgaard scorede et forløsende mål mod Haiti.
Sanne Troelsgaard scorede et forløsende mål mod Haiti. Foto: Richard Wainwright/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg kunne se det i de træninger, der er blevet lagt op, og til nationalmelodien, at det ikke er den glade Sanne, jeg plejer at se. Det har været rigtig, rigtig hårdt som tvilling at se på.«

»Jeg synes, man kunne se på hende, at det påvirker hende rigtig meget ikke at få spilletid, og at hun er blevet sat i den position, hun er, og som jeg ikke synes, hun fortjener.«

Inden seneste kamp mod Haiti fik den 34-årige danske landsholdsspiller luftet sine frustrationer i familiechatten.

»Jeg kunne også se det i hendes beskeder. Hun skriver lige, hvordan hun har det, når hun skal lette sit hjerte. Hun ringede på kampdag og sagde, at hun ikke ville snakke fodbold. Hun ville bare snakke med os og min datter, Mathilde.«

Familien Troelsgaard har heppet med fra ferien i Spanien.
Familien Troelsgaard har heppet med fra ferien i Spanien. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Selvfølgelig ved hun godt, at hun ikke ikke er starter lige nu. Men at hun fik fire minutter mod England mod spillere, hun kender rigtig godt, gjorde rigtig ondt på hende,« siger Lotte Troelsgaard om søsteren, der til daglig spiller i engelske Reading.

Familien var inden slutrunden klar over, at Sanne Troelsgaard ikke ville vælte sig i spilletid, og derfor er de heller ikke rejst den lange vej til Australien.

»Vi har undersøgt det flere gange, men det var simpelthen for dyrt at tage derover. Vi har snakket om, at hvis hun var 22 år, spillede fuld tid og ikke havde den træner, så var det en helt anden situation.«

I stedet har hele familien fulgt med hjemmefra, hvor de tirsdag kunne se Sanne Troelsgaard score til 2-0 mod Haiti i en kamp, der sendte Danmark videre til ottendedelsfinalen ved VM.

Den kamp spilles mandag klokken 12.30, og du kan følge den lige her på bt.dk.