Vi kommer ikke uden om det - Luis Suarez og hans bid i går aftes. Det var beskæmmende for fodbolden. Ødelæggende. Man gør bare ikke den slags.
Vi kender jo hans historie, og det her var tredje gang, han bed en modstander. Det er sket i Holland, i England og nu til VM.
Jeg skal ikke begynde at forklare, hvad der sker for ham, men det må være noget instinktivt i ham, en slags tic. Måske opfatter han det lige i øjeblikket, men det må være en automatisk reaktion fremkaldt af frustration. Og med den kameraføring, der er i dag under kampene, så er det umuligt at skjule den slags.
Det er så trist, for han er en fantastisk fodboldspiller, men som jeg ser det, skal Luis Suarez ikke spille mere i denne turnering. Han skal hjem. Det går bare ikke at gøre sådan noget, selv om det vil være afsked med en stor stjerne. Men sådan må det være.
Log ind på BT PLUS eller køb dagens avis, hvis du vil læse hele klummen ...
Hvis vi ser bort fra biddet, så var det ellers ikke meget, man så til Luis Suarez, der var kommet op mod et hold, som er eminent til at forsvare. Der er forskel på italiensk og engelsk defensiv. Og da han endelig fik muligheden, viste Gianluigi Buffon, hvor stor en målmand han er. Det var også det sidste, vi så til Buffon i landsholdssammenhæng. Italien er ude, og med dem siger vi farvel også til Andrea Pirlo, der heller ikke fortsætter på landsholdet.
Det var en kamp mellem to defensivt indstillede hold, hvor jeg mener, at Italien var bedst inden pausen. Det blev selvfølgelig spoleret af udvisningen af Claudio Marchisio - iøvrigt helt rigtigt dømt - hvorefter det udelukkende handlede om at forsvare. Jeg har selv prøvet at spille mod italienerne, hvor de er en mand i undertal, og det er virkelig vanskeligt. De havde jo resultatet, og Uruguays mål kom efter en dødbold, hvilket vel også var den eneste måde, man kunne overraske italienerne.
Faktum er, at det er fiasko for Italien i den gruppe, hvor Costa Rica har været den helt store overraskelse.
Det her, og det har jeg hele tiden troet på, kan meget vel gå hen og blive et syd- og mellemamerikansk mesterskab. Det er mindre overraskende, selvom jeg stadig ikke er helt tryg ved Brasilien. Godt nok slog de Cameroun og møder nu Chile, men jeg har stadig ikke set det flydende spil, der gav dem en overlegen sejr i Confederations Cup. Neymar er trådt i karakter, og tager ansvaret, men som hold er det ikke overbevisende. Jeg troede egentlig, da jeg havde set 10 minutter af kampen, at nu ville de finde melodien, men jeg syntes, at Cameroun var det bedste hold på bolden. Og jeg forstod ikke, hvorfor Brasilien spillede med så lange bolde - også selv om der var et rum bag backkæden.
Jeg har også været utrolig skuffet over, at Dani Alves ikke får vist sit offensive potentiale, og der er store problemer med at få spillet til at flyde. Der er dårlig bevægelse på midtbanen, når forsvaret skal føre bolden frem, og det er skuffende. Men forskellen er individualisterne - og i særdeleshed Neymar. Jeg har mine tvivl, det må jeg sige. Det er alt for overladt til Neymar, og det er skrøbeligt i længden.
Kampen mod Cameroun var også en nydelse, fordi opbakningen til det brasilianske hold var fantastisk. Det her er en rigtig slutrunde i mine øjne. Jeg kan huske i Sydafrika, hvordan vi kunne sidde i skijakker, fordi det var vinter. Her er det glade folk i t-shirts på stadion - og jeg skal love for, de har en fest. Her kan klubfodbolden ikke følge med. Jeg ved godt, at landshold ikke har den samme gennemslagskraft i hverdagen, men når man er til slutrunder, så er det noget helt andet. For den stemning, der er til kampene i Brasilien, den oplever man intet andet sted. Det er spillere, der kæmper for deres land, og tag ikke fejl. Det er med til at drive spillerne frem. Nok koncentrerer de sig om, hvad der sker på banen, men det er altså ikke robotter, der løber rundt. De mærker tydeligt, hvad der sker på tribunerne. Og heldigvis er der ikke vuvuzelaer med denne gang...
