Når kvindelandsholdet engang har spillet færdig ved VM, så starter endnu et nyt eventyr for Danmarks anfører Pernille Harder.

For karrierens næste skridt fortsætter nemlig i den tyske storklub Bayern München på en treårig kontrakt sammen med kæresten, den svenske fodboldspiller Magdalena Eriksson.

»De var heldigvis interesseret i os begge,« siger Pernille Harder over en videoforbindelse fra Australien.

Med interessen vakt i begge spillere gik Harder og Erikssons respektive agenter så i gang. 

Nu skulle der forhandles kontrakter.

Pernille Harder og Eriksson mødtes, da de spillede for samme hold i svenske Linköping fra 2013 til 2016 og har siden 2014 dannet par.

I 2020 samledes de igen i Chelsea, da Pernille Harder kom til klubben tre år efter Magdalena Eriksson.

Pernille Harder og Magdalena Eriksson siger farvel til de engelske fans, efter den sidste kamp for Chelsea.
Pernille Harder og Magdalena Eriksson siger farvel til de engelske fans, efter den sidste kamp for Chelsea. Foto: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er klart, vi gerne vil spille sammen, men det har aldrig været et krav nu her, hvor vi skulle skifte klub,« fortæller Harder.

Parret står nemlig fast besluttet på ét parameter.

»Det har aldrig været sådan, at vi ville gå på kompromis med det sportslige.«

»Hvis det rigtige tilbud kom og klubberne, der var interesserede, havde interesse i os begge to, og det var en klub, vi begge kunne se os i, så gav det mening at være sammen.«

Heldigvis for dem var der dobbelt interesse, da Bayern München meldte sig på banen og skiftet blev officielt i juni.

Men selvom kontrakterne er blevet underskrevet sammen, så er der - ifølge Harder selv - alligevel noget, hun ikke ved om sin kærestes skifte til Bayern München.

»Jeg ved ikke, hvad Magda får i løn,« griner hun.

Sammen med kvindelandsholdet tørner Pernille Harder ud mod værtsnationen Australien til en plads om kvartfinalen mandag klokken 12:30. Du kan følge opgøret i LIVE-bloggen på bt.dk.